Line Kirstens lillesøster døde, da hun var 3 år: Vi skal blive bedre til at tale om døden

Line Kirsten Nikolajsen mistede sin lillesøster til kræft, da hun selv var seks år. Nu deler hun sin historie.

"Har du søskende?"

Spørgsmålet dukker ofte helt naturligt op, hvis du taler med et menneske, du ikke kender. Faktisk er det så almindeligt et spørgsmål, at du sikkert aldrig har tænkt ret meget over det, når din nye studiekammerat, date eller kollega har spurgt ind til din familie.

Det spørgsmål har P3-vært Line Kirsten Nikolajsen i hvert fald fået

utallige
gange, og hun hader det, for hun har ofte ikke vidst, hvad hun skulle svare. Spørgsmålet indeholder nemlig en helt anden alvor for hende end for de fleste andre.

Efterhånden er hun dog landet på dette standardsvar:

"Ja, jeg har en lillebror, som hedder Magnus. Og så har jeg min lillesøster Laura, men hun døde desværre, da vi var små."

Åh nej, der røg den gode stemning, har Line Kirsten Nikolajsen til gengæld tit tænkt, når hun har nævnt sin døde søster – lige midt i en hyggelig middag eller andet festligt lag.

Nogle gange får hun derfor hurtigt tilføjet: "Men det er jo mange år siden, og jeg er meget åben omkring det, så jeg bliver ikke ked af det nu".

- Hvis man sagde, "min mormor er død", ville folk jo ikke reagere på samme måde, for det er der en naturlighed i. Men der er noget unaturligt i, at et barn dør, og derfor er det sværere at sluge for mange, siger Line Kirsten Nikolajsen.

Line Kirsten Nikolajsen kan godt lide at slippe tankerne fri i naturen. Det er derfor, hun har valgt, at vi skal mødes i sommerhusområdet ved Udsholt Strand. (Foto: Andreas Bro © dr)

Men hun kan nu engang ikke nøjes med at nævne sin lillebror. Det stikker for meget i hjertet ikke at tælle lillesøsteren med, for så medvirker Line Kirsten Nikolajsen jo faktisk til, at Laura "går i glemmebogen", som hun selv formulerer det.

- Laura bliver holdt i live gennem vores ord og fortællinger om hende, så jeg synes, det er forkert ikke at nævne hende, for hun er jo stadig min søster.

Den seneste tid har Laura dog været nævnt rigtig mange gange i Line Kirsten Nikolajsens familie, for lige nu kan du høre radioværten fortælle åbenhjertigt om, hvordan det var at miste en søster i podcasten 'I min lomme ligger en sten'. Det gør hun for at hjælpe andre i sorg.

- Der findes mange fortællinger om, hvordan det er at være en forælder, der mister et barn, og det er jo godt, at der bliver talt om det, men der er længere imellem søskendefortællingerne, siger Line Kirsten Nikolajsen.

Hun synes, det er vigtigt, at vi deler livsoplevelser med hinanden, men når det gælder død og sorg, er vi "vildt dårlige til at tale om det".

- For mig har døden aldrig været noget, der behøver at ødelægge den gode stemning. Men det er det for mange, og det er okay, at det er følsomt for nogle mennesker, men man kunne bare godt blive bedre til at forholde sig til døden, synes jeg.

Det er mest for andres skyld, at Line Kirsten Nikolajsen ikke lige fortæller om sine afdøde søster med det samme i nye relationer. - Man skal altid lige lure, hvordan folk har det med døden, siger hun. (Foto: Andreas Bro © dr)

'Jeg kan ikke huske, om jeg græd, var ked af det eller lettet'

Det er den 4. april 1998.

Line Kirsten Nikolajsen er seks år gammel og sidder i kælderen i sit barndomshjem i Fredericia, hvor hun leger. Det er ikke en almindelig dag hos familien – faktisk kan den ikke blive meget mere sørgelig.

Oppe på første sal sidder hendes forældre i deres soveværelse med den treårige Laura i armene. Det seneste

døgn
har de på skift holdt datteren tæt til brystet, for de ved godt, at hun ikke har langt igen. Tumoren i den lille piges hoved kan ikke kureres, og efter flere måneder med sygdom står det nu klart, at Laura snart tager herfra.

Line Kirstens mor har derfor lagt hånden på sin datters puls, og pludselig sker det; Lauras hjerte holder op med at slå.

Men da moderen lægger Laura stille ned mellem sig selv og faren på sengen, sker der noget underligt – hun begynder pludselig at trække vejret igen. Det er her, at Line Kirstens forældre kalder på deres ældste datter og hendes bedsteforældre. De skal komme derop nu.

Line Kirsten Nikolajsen husker dette øjeblik klokkeklart. Hun husker, hvordan hun fulgtes med sin mormor op ad trappen, og hun kan stadig se hvert et trin for sig.

Og mest af alt kan hun huske, hvordan de alle nåede at være samlet i soveværelset og stå rundt om Laura, da hun åndede ud for sidste gang.

Til sidst åbnede de vinduet for at lukke Lauras sjæl ud.

- Alt det husker jeg helt tydeligt, men jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte i det øjeblik. Jeg kan ikke huske, om jeg græd, var ked af det eller lettet. Min hukommelse af det stoppede, da vi åbnede vinduet, fortæller Line Kirsten Nikolajsen.

Noget, der kan gøre Line Kirsten Nikolajsen ked af det, er at tænke på, hvad hendes søster kunne have været i dag, hvor hun ville have været 25 år. Ville de to søstre have været lige så tætte, som P3-værten er med sin lillebror? Ville de have boet i samme by? Den slags tanker kan fylde. (Foto: Andreas Bro)

Det er tydelige billeder som disse, som Line Kirsten Nikolajsen har talt meget grundigt igennem med sine forældre under arbejdet med sin podcast, og de mange samtaler har hjulpet hende med at få mere styr på "rodebutikken", som hun kalder sin sorg.

- Jeg havde brug for at finde plads til sorgen i en voksenkrop, for alt det, jeg har med mig, er jo en barnlig hukommelse af det. Jeg ville gerne prøve at forstå det som voksen og forstå, hvad mine forældre gik igennem. Da Laura døde, var de jo kun fem år ældre, end jeg er nu.

Over en weekend fik de talt alt igennem. Om hvordan den dansende og altid løbende Laura, der blev kaldt "den hvide tornado" af familien, pludselig ikke kunne gå på sine ben, og hvad sygdomsforløbet gjorde ved familien. De fik også talt grundigt om, hvordan sorgen viste sig forskelligt hos dem hver især.

Selv oplevede Line Kirsten Nikolajsen, at sorgreaktionen dukkede op med et par års forsinkelse.

- Jeg husker for eksempel 2. klasse som en tid, hvor jeg græd meget i skolen. Hvilket er underligt, men jo også naturligt – det var jo bare en sen

reaktion
. Jeg kunne ikke altid forklare min gråd, jeg kunne bare mærke, at jeg savnede Laura, fortæller hun.

I mange år brugte Line Kirsten Nikolajsen også meget tid på at tænke over, hvor stor en betydning Laura havde for, hvem hun selv var blevet. Er Lauras død for eksempel skyld i, at hun ser sig selv som en følsom sjæl?

Og er det på grund af tabet af søsteren, at P3-værten har det svært ved loyalitetsbrud i venskaber?

- Det finder jeg nok aldrig ud af, og det prøver jeg bare at hvile i nu. Det er jo en hændelse i livet som så meget andet. Så kan man jo også spørge: Hvad havde det af betydning for mig at blive storesøster til min lillebror? Har det gjort mig mere ansvarsfuld, spørger hun selv.

- Når anemonerne springer ud i skoven om foråret, er det for mig meget et billede på Laura, fordi vi altid har samlet anemoner og lagt på hendes grav, siger Line Kirsten Nikolajsen. (Foto: Andreas Bro © dr)

Ikke bare noget, der sker for naboen

Line Kirsten Nikolajsen taler stadig med sin søster Laura en gang indimellem.

Nogle gange foregår den samtale inde i hendes hoved, men andre gange får hun for eksempel lige sagt "hej Laura" højt. Det er gerne ved lillesøsterens grav i hjembyen Fredericia, at hun får en lille snak med søsteren.

Men mest af alt er det ude i den rå, grønne natur og ved havet, hun føler, hun er tæt forbundet med Laura igen.

Det er derfor, at dette interview foregår på Udsholt Strand tæt ved Gilleleje ved den nordsjællandske kyst. Her har hendes familie i flere generationer haft et sommerhus, og stranden har i mange år været et af de steder, hvor Line Kirsten Nikolajsen har bearbejdet sin sorg.

Selvom sommerhuset for længst er solgt videre, kommer Line Kirsten Nikolajsen her stadig, fordi hendes kærestes familie tilfældigvis også har et sommerhus i området. Det kan hun ikke lade være med at tænke på som utroligt heldigt.

- Der var lige fem års tid, hvor jeg ikke kom her, men da jeg så kom herop igen hos min kærestes familie, tænkte jeg: "Jeg har godt nok savnet den her strand!", siger Line Kirsten Nikolajsen og lyser helt op.

Derfor kan hun stadig sidde alene med sine tanker her, røre ved de mange sten på stranden og nyde bølgernes beroligende brus, mens hun slipper tankerne fri.

Når Line Kirsten Nikolajsen besøger Udsholt Strand, tænker hun på sin barndom og mærker en ro i kroppen. (Foto: Andreas Bro © dr)

Og uanset hvor vildt bølgerne ruller her, er det ”totalt zen” for Line Kirsten Nikolajsen.

- Det er som om, at hvis man har meget uro indeni, så kan selv et vildt hav give én en ro i kroppen, fordi man kan se, at naturen faktisk også kan vise de samme følelser. Så må min vrede jo også være meget naturlig, tænker man, siger hun.

Nu er Line Kirsten Nikolajsens håb, at hun engang kan give denne strand videre til de børn, hun drømmer om at få.

- Jeg kan mærke, at det er godt, at jeg har fået en voksen forståelse af sorgen nu, og at den er landet i mig, for det er jo faktisk en frygt, der ligger i mig: Hvad nu, hvis jeg også mister et barn? Nu ved jeg jo, at det er ikke bare noget, der sker for naboen, siger hun.

- Ikke at man skal gå og frygte alt muligt, men efter at have talt det så meget igennem nu, tror jeg ikke, at jeg er lige så bange mere – livet sker, og man må bare tage det, der kommer.

Og Laura? Hun ligger trygt som en sten i lommen på Line Kirsten Nikolajsen – altså i overført betydning. Nogle dage er stenen tung at bære på, og andre dage er den der bare som en trofast makker.

Det er også derfor, at Line Kirsten Nikolajsen har kaldt podcasten 'I min lomme ligger en sten'.

- Det er et billede, som min mor gav mig på det. Jeg har jo Laura med mig hele tiden. Nogle dage mærker jeg hende næsten ikke, men hun er der, og det vil hun altid være. Du kommer jo ikke til at lægge den sten fra dig, for du kan godt komme videre. Men du kan ikke komme over sorgen.

Facebook
Twitter