Lisbeth lyttede til den indre stemme: Nu hjælper hun 500 kvinder og børn hver dag

Lisbeth Johansen har skabt organisationen Little Big Help, der hjælper fattige i Indien. Hun opfordrer andre til at lytte til de indre drømme.

Lisbeth Johansen med nogle af Kolkatas børn. (© LittleBigHelp)

Lisbeth Johansen var i gang med en karriere indenfor den internationale hotelbranche i Danmark.

Men en stærk, indre stemme blev ved med at insistere på forandring.

- Jeg hørte en stemme, der sagde, jeg skulle noget. Men den glemte at sige, hvad jeg så skulle, fortæller hun til P1 Morgen.

Alene om beslutningen

Hvad det var, hun skulle, skulle hun finde ud af.

Alle hendes veninder var i gang med at stifte familie, de blev gift og fik børn.

Lisbeth var alene, og derfor var hun også alene om at træffe den store, vigtige beslutning.

- Så det var meget, meget svært for mig, også meget sårbart. Jeg var meget ensom i min beslutning, for jeg vidste jo godt at jeg var alene om den, siger hun.

Udfordringen var at finde ud af, hvad stemmen sagde.

- Det var netop at finde ud af, hvad er det så, jeg skal, hvis jeg virkelig skal skifte spor fuldstændig lige nu i mit liv, hvor er det så jeg skal hen?

Kom til Kolkata – og pakkede ud

Lisbeths forandringsrejse førte hende til Indien, til slumkvartererne i Kolkata (tidligere Calcutta, red.).

Og hvis hun havde haft svært ved at blive helt konkret i sine planer, inden hun tog af sted, så blev det hele meget konkret, da hun først stod i Kolkata.

Hun havde egentlig forestillet sig, at hun ville rejse rundt i Indien med sine hjælpeprojekter.

- Men lige pludselig blev det meget konkret, for efter en dag i Kolkata pakkede jeg ud. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne gå nogle steder, for der var så meget at gøre, der var så megen elendighed, fortæller hun.

Hvert barn tæller

Selv om det har været hårdt, og hun ind imellem har været ude for ubehagelige ting og har været ved at give op, så har kærligheden til de mange, der behøver hendes hjælp været en stærk drivkraft. Det har hele tiden givet mening for hende at fortsætte.

I dag, efter fem års hårdt slid, driver Little Big Help børnehjem, skoler og dagscentre i Kolkata, og organisationen betyder et bedre liv for omkring 500 kvinder og børn hver dag.

Det er selvfølgelig kun en lille del af de trængende blandt Kolkatas 14 millioner indbyggere, men hvert enkelt barn er nok for Lisbeth Johansen er nok.

- Jeg hører jo tit den der med at ’det hjælper ikke noget’. Men det gør det! For hvis jeg bare kan gøre ét barn gladere hver dag – og nu gør vi jo faktisk 500 børn og kvinder gladere hver dag – så giver det så meget mening.

Lyt til stemmen

Little Big Help tæller nu 70 medarbejdere i Indien og to i Danmark.

Lisbeth Johansen opfordrer andre til at tage det alvorligt, når de hører en stemme eller får et tegn på, at de skal lave noget andet.

- Vi har alle sammen en masse tanker, idéer og drømme som vi går inde med. Men der er bare så mange, der ikke lytter til dem, siger hun.

I dag udkommer bogen ”Hvad svarer du, når livet kalder?” skrevet af Mette Skov Hansen om Lisbeth Johansen liv.

Facebook
Twitter