Lise Rønne forlader jobbet som skærmtrold

Lise Rønne, der senest har været vært på X Factor og Dansk Melodi Grand Prix 2011 på DR1, skal fremover være redaktør i DR Medier.

Efter at have dækket alt fra Boogie til X Factor forlader Lise Rønne jobbet som skærmtrold til fordel som et job som redaktør i DR Medier.

Lise Rønne får fakta- og livsstilsstoffet på DR1 som sit særlige ansvarsområde – sammen med redaktør Gitte Tækker, der for et halvt år siden fik det overordnede ansvar for livsstils- og faktaprogrammer på DR1 og DR2. Stillingen er nyoprettet, så der er tale om en styrkelse af fakta- og livsstilsområdet.

32-årige Lise Rønne har en bacheloruddannelse i medievidenskab fra Aarhus Universitet og en diplomuddannelse i journalistik. Og derudover har hun omkring 10 års erfaring med tv-produktion. Lise Rønne har været producerassistent på MTV i London, studievært på Boogie (DR1), Rundfunk (TV 2), Ungefair (DR1) og 'Dagens Danmark' (DR1).

Fortsat vært

Derudover har hun tidligere været reporter på TV-Avisen og på 'Aftenshowet', hvor hun også har været redaktør. Både i 2008, 2009 og 2011 har Lise Rønne været vært på X Factor, og i år kunne hun altså også tilføje ordet Grand Prix-vært på cv'et.

Selv om Lise Rønne nu bliver redaktør i DR Medier, er det ikke ensbetydende med, at hun siger helt farvel til at være vært. Hun vil fremover dukke op i værtsrollen et par gange om året på DR1.

- Med Lise Rønne får vi en redaktør, som både er erfaren og samtidig kan bidrage med et frisk syn på tingene. Lise Rønne har været et af DR1's stærke værtsprofiler de sidste mange år, og nu glæder vi os til at hun bliver en del af redaktørkorpset, siger kanalchefen for DR1, Lotte Lindegaard.

Facebook
Twitter