L.O.C. idømmes 40 dages betinget fængsel

Rapperen L.O.C. idømmes 40 dages betinget fængsel af retten i Odense for anklagen om vold mod en mand under en festival i Middelfart i sommer.

L.O.C. handlede ikke i nødværge, da han i sommer slog en provokerende mand. (Foto: Asger Ladefoged © Scanpix)

Rapperen L.O.C. idømmes 40 dages betinget fængsel af retten i Odense for anklagen om vold mod en mand under en festival i Middelfart i sommer.

L.O.C. med det borgerlige navn Liam O'Connor var tiltalt for at have slået offeret med knytnæve, men rapperen nægtede sig skyldig og blev bakket op af sine venner og kolleger, der også var til stede den dag i Middelfart.

Men det hjalp ham altså ikke med at blive frikendt i retten onsdag eftermiddag, hvor en række vidner fortalte, hvad de havde set.

Rapperen anker ikke

Der er faldet et slag med knyttet næve og det var ikke i nødværge, lød det i retten.

Dommen blev betinget, fordi det er meget længe siden, at rapperen sidst er blevet dømt - det skete i 2003. Derudover var offeret provokerende, ifølge retten.

L.O.C accepterer dommen og anker derfor ikke.

Det startede med en biltur

Voldsepisoden skete den 9. juni i år, hvor L.O.C havde optrådt. Her møder han offeret, da L.O.C sammen med band og venner er på vej i bil til garderobeområdet. Ifølge rapperen flår offeret døren til bilen op og råber voldsomt.

Offeret afviste dog i dag, at han åbnede døren, men det kan han ikke afvise med sikkerhed. Han forklarede, at bilens sidespejl havde ramt hans skulder, og det gjorde ham gal. Så da bilen med L.O.C stopper længere nede ad vejen, går offeret hen for at få en undskyldning.

Ville hjælpe U$O

Det udvikler sig til et skænderi mellem chauffør og offeret, og da en anden af bilens passagerer, nemlig rapperen U$O, blander sig i diskussionen, griber offeret fat i U$O's hættetrøje.

Det bliver for meget for L. O. C, der føler at han ser sin ven blive overfaldet. Derfor reagerer han ved at skubbe offeret væk, forklarede rapperen i dag.

11 vidner har været i retten i Odense, hvoraf de syv var fra anklageren og de fire fra forsvareren.

Facebook
Twitter