L.O.C.: Pladebranchen har udspillet sin rolle

Når rapperen L.O.C. udgiver sit nye album i næste uge, bliver det ganske gratis og uden hjælp fra de etablerede pladeselskaber.

Danmarks bedst sælgende rapper L.O.C. går helt nye veje i forbindelse med udgivelsen af sit nye album, som kommer på gaden 23. marts.

Han har nemlig sagt farvel til sit pladeselskab og etableret sit eget i en hidtil uset forening med TDC.

- Det er på alle måder en langt mere favorabel model, vi har fået lavet her. Jeg forstår i virkeligheden ikke, hvorfor der ikke er nogen, der har gjort det før, siger L.O.C. til Børsen.

Pladeselskaber i krise

Det nye album "Prestige, paranoia, persona vol. 1", der er rapperens sjette, bliver udgivet fra hans eget pladeselskab SGMD - SelvGjortMillionærDrøm.

De første fem er udgivet fra pladeselskaberne EMI og Virgin, men L.O.C. mener, at pladeselskaberne er ude af trit og ikke har formået at omstille sig nye musikformater som mp3.

- Branchen står og råber krisetid, men i virkeligheden er det kun selskaberne som mellemled, der oplever den krise. Musikerne har jo fremgang, og der er en større efterspørgsel end nogensinde, siger L.O.C. til Børsen.

Gratis download er fremtiden

L.O.C. tror ikke længere på, at indspillet musik er ikke noget, det unge publikum per automatik vil betale for. Derfor har han indgået samarbejdet med TDC, som tilbyder gratis download af albummet de første fem uger efter udgivelsen, skriver Børsen.

Og den gratis distribuering er ikke noget der bekymrer rapperen, for han har altid set pladerne som reklame for sine koncerter, og koncerterne som det sted pengene skulle tjenes. Begge parter er derfor mere end tilfredse med aftalen.

- De går ud og smider mere i denne her kampagne, end hvad der svarer til fire gange beløbet på den bedste pladekontrakt i Danmark. Der er nogen her, som ser en værdi i musikken uden at prøve at rage nogle penge til sig via pladesalget, siger L.O.C. til Børsen.

Fra TDC's side håber man, at samarbejdet kan tiltrække et nyt kundesegment.

Albummet "Prestige, paranoia, persona vol. 1" bliver ikke solgt som cd, men fra den 23. marts kan det downloades gratis fra tdc.dk i fem uger, og derefter kan det købes digitalt.

Facebook
Twitter