Tema #MeToo

London-teater har fået 20 anklager mod Kevin Spacey

Eksternt advokatfirma har afsluttet undersøgelse af Hollywood-stjerne.

(Foto: adrian dennis © Scanpix)

De sidste uger er anklagerne mod Hollywood-stjernen Kevin Spacey væltet ud af skabet, og nu når sagen nye højder.

Teatret Old Vic i London har netop offentliggjort resultaterne af en intern undersøgelse af den 11-årige periode, Kevin Spacey var ansat som kunstnerisk leder.

I alt 20 personer har ifølge Old Vic meldt tilbage, at Spacey har udsat dem for "upassende opførsel", og at de ikke tidligere har følt, at de kunne stå frem.

- Det et selvfølgelig uacceptabelt, og Old Vic undskylder oprigtigt for ikke at have skabt et miljø og en kultur, hvor mennesker følte sig i stand til at tale frit, skriver teatret i en pressemeddelelse.

Det er et eksternt advokatfirma, der har stået for undersøgelsen, og ifølge Old Vic blev Spacey selv inviteret til at deltage i undersøgelsen, men han svarede aldrig på henvendelsen.

Lagde sig oven på 14-årig

Hele sagen om Kevin Spacey begyndte, da skuespilleren Anthony Rapp for et par uger siden stod frem og fortalte, at han som 14-årig barnestjerne havde været udsat for grænseoverskridende seksuelle tilnærmelser fra Kevin Spacey.

Den dengang 26-årige Spacey havde ifølge Rapp inviteret ham til en fest. Om aftenen, da gæsterne var gået, havde Kevin Spacey lagt sig oven på Rapp imod hans vilje.

Efterfølgende har også instruktøren Tony Montana beskyldt Spacey for i en brandert at have befamlet ham på en bar. Tv-værten Heather Unruh er stået frem og fortalt, at Spacey på en bar stak sin hånd ned i bukserne på hendes 18-årige søn.

Og skuespilleren Roberto Cavazos, som var på Old Vic, har fortalt, at Spacey har opført sig upassende over for flere af de yngre, mandlige skuespillere.

Sagen har haft konsekvenser for Kevin Spacey. Netflix har stoppet produktionen af 'House of Cards', hvor Spacey spiller hovedrollen, og skuespilleren er blevet klippet ud af den kommende Ridley Scott-film 'All the Money in the World'.

Nyhedsbrev TAG DR.DK KULTUR MED DIG

Få seneste anmeldelser og indblik i musik, film, bøger og kunst - hver torsdag.

Vis alle nyhedsbreve