Love Shop indgår forlig med Frelsens Hær

Love Shop glemte at spørge velgørende organisation om lov, da de kaldte deres seneste album for "Frelsens Hær".

Love Shops seneste plade har været syv år undervejs, men bandet glemte helt at spørge Frelsens Hær, om det nu også var ok at kalde pladen for "Frelsens Hær".

De lod sig endda fotografere lige foran Frelsens Hærs hovedkvarter til pladecoveret, så de kunne have stukket hovedet ind. Men det gjorde de ikke.

Siden pladen udkom har den velgørende organisation Frelsens Hær fået henvendelser fra deres medlemmer, som har spurgt, hvor stor en del af salget fra pladen "Frelsens Hær", der går til organisationen Frelsens Hær.

Svaret er ingenting.

Love Shop beklager

- Love Shop har udgivet et album, som har fået fantastiske anmeldelser og tillykke med det. Men titlen på albummet har desværre givet anledning til forvirring og misforståelser, siger Lars Lydholm fra Frelsens Hær, og Love Shop beklager misforståelsen.

- Da vi besluttede os for Frelsens Hær som titel på den nye Love Shop-plade, var det på ingen måde ment som et forsøg på at kommentere eller drage fordel af organisationen af samme navn. At mange af dens medlemmer så har opfattet det således beklager jeg på Love Shops vegne. Vi har ingen intentioner om at så tvivl om identiteten af en bevægelse, der mest af alt er kendt for sit humanitære arbejde, hvor folk er i nød, forklarer forsanger for Love Shop Jens Unmack i en pressemeddelelse.

Indsamling til koncerter

Love Shop og Frelsens Hær har nu løst sagen i mindelighed, og som en del af forliget stiller indsamlere op i Store Vega, når Love Shop giver koncert 20. og 21. november.

- Jeg er sikker på, at der ikke har været nogen negativ intention eller ond vilje fra Love Shops side. Men man må ikke bruge Frelsens Hærs navn i alle mulige sammenhænge uden tilladelse. Det kan nemlig skabe den misforståelse, at folk tror, at de støtter Frelsens Hær, når de køber et album, som bærer den titel. Kort sagt - Love Shop har udgivet et ifølge anmelderne fantastisk album, men der er sket en svipser med titlen. Jeg er glad for, at vi sammen nu har fået løst sagen uden den store dramatik, siger Lars Lydholm.

Facebook
Twitter