Drømmejægerne

Kultur

Lucas på 18 tog springet: Jeg er blevet skarpere af at flytte til Hamborg

Den unge balletdanser Lucas Praetorius jager drømmen om at blive professionel balletdanser. Drømmen har nu fået ham hele vejen til Hamborg.

For et år siden flyttede jeg ind i en lillebitte studiolejlighed midt i Hamborg.

Den ligger helt oppe på 10. sal med en vild udsigt over byen, og jeg elsker at være der. Jeg har ikke plads til særlig meget andet end en seng, en computer, nogle bøger og noget tøj, men det passer perfekt til mig. Det føles fedt at være konge over sine egne 19 kvadratmeter.

Min hverdag er meget anderledes, end den var, da jeg boede i Danmark. Jeg er balletdanser, og sidste år skiftede jeg min hverdag på Det Kongelige Teaters Balletskole ud med Hamborg Balletskole.

Da jeg boede i Danmark, supplerede jeg min balletuddannelse med en Team Danmark HF på Falkonergården Gymnasium. Det var indrettet sådan, at jeg kunne gå tidligt, så jeg kunne passe min balletundervisning på teatret om eftermiddagen.

I Hamborg starter hver dag med ballet. Jeg møder ind på skolen og har morgentræning mandag til lørdag sammen med alle de andre i stedet for at have matematik. Resten af dagen går med prøver på forestillinger og fag som ballethistorie, anatomi og musikteori. Om aftenen læser jeg HF enkeltfag online. Det er en drøm at bruge alle mine vågne timer på den måde.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Jeg var syv år, da jeg kom ind på Det Kongelige Teaters Balletskole. Når man går på den skole, ved man godt, at der er en risiko for, at eventyret kommer til at slutte på et tidspunkt.

Det skete for mig sidste år.

Min familie er ret speciel. Da min mor var ung, var hun professionel balletdanser, og begge mine søskende er for længst færdiguddannede fra balletskolen og er blevet ansat på Det Kongelige Teater.

Min storesøster Ida var den første af mine søskende, som blev forelsket i at danse ballet. Hun gik til optagelsesprøve og kom ind på skolen, da hun var 8 år. Senere faldt min storebror, Tobias, også for dansen, og han blev optaget på skolen som 7-årig.

Det lyder måske som om, at man bare skal danse ballet, hvis man har vores efternavn – men sådan er det ikke. Min far er for eksempel ikke danser, og jeg kan garantere for, at det var ud af ren kærlighed til dansen, at jeg selv begyndte at danse og også blev optaget.

Da jeg forlod skolen den dag, som viste sig at være min sidste, var jeg selvfølgelig ked af det. Det var her, jeg havde min hverdag og nogle af mine bedste venner og minder. Det Kongelige Teater havde betydet enormt meget for mig gennem 10 år.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Heldigvis er jeg et roligt og rationelt menneske, så jeg rejste mig hurtigt igen. Mine forældre var langt mere bekymrede, end jeg selv var, men jeg ved, at de også var sikre på, at jeg var stabil nok til at komme igennem det og finde mig selv på den anden side.

Jeg fokuserede mest på et stort spørgsmål, som jeg vidste, at jeg skulle finde svaret på: Skulle jeg blive ved med at jage drømmen om at blive professionel balletdanser, eller skulle jeg lade balletten være et overstået kapitel og kaste mig over noget andet?

Min mor har engang fortalt mig, at man skal forestille sig et hus, der står på søjler. Hvis der kun er én søjle, som holder huset oppe, så vakler det. Men hvis man har flere interesser, så vil huset stå stabilt.

Det billede har fået mig til at dyrke andre interesser ved siden af balletten. Jeg er for eksempel vild med tech og videnskab, og lige nu læser jeg en bog om Elon Musk, som er manden bag Tesla. Jeg synes, det er spændende at blive klogere, ikke bare på min dans og min krop, men også på resten af verden.

Verden er jo fyldt med muligheder – måske skulle jeg bare gå en helt anden vej?

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Den sommer tog jeg til New York sammen med en veninde. Mens jeg stadig gik på balletskolen, havde jeg modtaget et legat, så jeg skulle danse på School of American Ballet hele sommerferien. Inden jeg tog afsted, var jeg stadig i tvivl, om jeg var færdig med balletten.

Pludselig stod jeg der, i en dansesal midt på Manhattan og så mig omkring. Det var noget helt andet, end jeg var vandt til fra skolen derhjemme. Selvfølgelig vidste jeg, at tilgangen til dansen er forskellig i forskellige lande – men for mig betød det, at min horisont blev udvidet med kilometer.

Da jeg kom hjem til Danmark, gik det enormt stærkt.

Da næste skoleår begyndte, var jeg blevet optaget som elev på Hamborg Balletskole. Jeg fik lynhurtigt pakket mit værelse ned og læsset de vigtigste ting ind i mine forældres bil. Så satte vi kursen mod Tyskland.

Selvom jeg var vant til at være meget væk hjemmefra, var det en vild fornemmelse, at jeg faktisk var ved at flytte hjemmefra til et andet land.

På mit nye ballethold er vi udelukkende drenge. Det er nyt for mig, for hjemme i Danmark er der ikke særlig mange drenge på balletskolen. Men hernede fylder vi nemt en hel dansesal, og niveauet er enormt højt. Det er så motiverende for mig.

Vi kommer alle sammen fra alle mulige steder i verden, så når vi træner er det ikke ualmindeligt at høre italiensk, engelsk, tysk og fransk viklet ind i hinanden. I begyndelsen var sproget en barriere, men balletsproget er det samme, lige gyldigt hvor i verden man danser, så det kom jeg hurtigt over.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

At vi kommer fra så mange forskellige steder, betyder selvfølgelig også, at vi har mange forskellige forudsætninger. Det sidste år har jeg indset, hvor nice ballet egentlig er. Hvor mange fantastiske kompagnier og dansere, der findes i verden. Det var jeg ikke helt opmærksom på, mens jeg dansede i København.

Der er fart på i den her branche. Jeg er på et stadie, hvor jeg snart kan kalde mig professionel balletdanser, og om et år skal jeg til auditions i en masse kompagnier sammen med mange andre drenge, som også har danset ballet hele livet.

Så nu bruger jeg krudtet på at finjustere og få de sidste detaljer på plads. Udover et fysisk stærkt fundament og lange, smidige lemmer, så er det de helt små detaljer og bevægelser, der er afgørende for, om det ser lækkert og graciøst ud, når en balletdanser bevæger sig på scenen.

Det er vildt at tænke på, at jeg ikke aner, hvor jeg havner. Men jeg har virkelig fået blod på tanden, og jeg ved, at det hele nok skal gå. Selvfølgelig savner jeg min familie og mine venner derhjemme. Jeg savner at løbe ind i Ida og Tobias i de krogede gange på Det Kongelige Teater.

Men jeg ville ikke være det her foruden. Jeg er blevet en meget skarpere danser, og jeg har aldrig været mere sikker på, at jeg er på vej i den helt rigtige retning.

Hvis jeg vil være professionel balletdanser, så skal jeg gå efter det nu. Alt andet kan vente.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))
Facebook
Twitter