Lykke Friis får DRs Rosenkjærpris

Lykke Friis, EU-ekspert og prorektor for Københavns Universitet, modtager DRs Rosenkjærpris for 2008. Med æren følger 40.000 kroner og en forpligtelse til at holde seks foredrag på P1.

Lykke Friis, EU-ekspert og prorektor for Københavns Universitet, modtager DRs Rosenkjærpris for 2008.

Prisen bliver én gang om året tildelt en fremtrædende personlighed, som evner at formidle vanskelige emner i en forståelig form over for et bredere publikum.

Med æren følger 40.000 kroner, og det er en fast tradition, at prismodtageren forpligter sig til at holde seks radioforedrag på P1

Blandt tidligere prismodtagere er astrofysikeren Anja C. Andersen og tidligere formand for Etisk Råd, overlæge Ole Hartling.

- En levende fortæller

Chefredaktør på P1, Anders Kinch-Jensen, har været med til at vælge året prismodtager. Han mener, Lykke Friis er et oplagt valg.

- Lykke Friis er en levende fortæller, der virker stærkt inspirerende på sit publikum. Hun gør svære problemstillinger forståelige og abstrakte problemstillinger konkrete. siger han.

Lykke Friis er tidligere chef i Dansk Industri og og seniorforsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut. I okotber blev hun udnævnt til EUs nye vismandsgruppe, hvor hun sammen med 11 andre medlemmer fra Europa i de kommende år skal analysere centrale spørgsmål, som EU står overfor.

Facebook
Twitter