Måske du aldrig har hørt om hende, men danske Mina Okabe giver flere stjerner baghjul med viralt hit

Det kan godt være, at Mina Okabe lige nu spiller på de små scener i Danmark, men takket være sociale medier er hun allerede kendt tusindvis af kilometer fra Danmark.

(Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Du kender dem som hovednavne på diverse danske festivaler – store navne som Jada, The Minds of 99, Tessa, Burhan G og Drew Sycamore. Du kan måske endda nynne med på en hel del af deres hits.

Men kender du så Mina Okabe?

Måske ikke, men hun har ellers flere lyttere på Spotify end alle de førnævnte stjerner med sine mere end 640.000 månedlige lyttere på platformen.

Det er dog ikke noget, Mina Okabe selv har holdt øje med. Nyheden kommer i hvert fald bag på musikeren, da DR møder hende på Smukfest, hvor hun debuterer på scenen The Hood.

- Aj, det vidste jeg ikke! Jeg synes, at alle de artister er virkelig seje, så det er da helt vildt, udbryder Mina Okabe og griner lidt forlegen.

Mina Okabe forstår ikke helt sit held, indrømmer hun, men hun har også meget at glæde sig over for tiden, så det er svært at følge med.

For det første har coronaen lagt sig, så denne sommer har hun – endelig – været ude og møde nogle af sine lyttere på en række festivaler.

På Roskilde Festival optrådte 21-årige Mina Okabe for eksempel med sine indiepop-sange på Countdown-scenen i opvarmningsdagene, hvilket har været en drøm for hende, lige siden hun som teenager var gæst på festivalen for fire år siden.

- Jeg har været virkelig positivt overrasket over, hvordan danskerne har modtaget min musik. Da jeg spillede på Roskilde, havde jeg ingen idé om, hvor mange der ville komme, så da jeg så, at der dukkede mange op, blev jeg vildt glad, siger hun.

Mina Okabe synes, at hun takket være sommerens koncerter er blevet mere rolig og tryg på scenen end tidligere. - Jeg er ikke så nervøs mere, siger hun. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Da Mina Okabe i dag klokken 12 trådte ind på en af Smukfests mindre scener, var det nu ikke fordi, der var proppet med mennesker med det samme.

Men efter bare få sange stimlede flere og flere sammen på pladsen, der endte med at være fyldt pænt op – og for hver sang blev bifaldet og antallet af hujende festivalgængere større og større.

Det samme gjorde Mina Okabes smil. Særligt da hun kunne se, at flere blandt publikum sang med på hendes sange.

- Mit navn er Mina Okabe, og jeg er så glad for at være her, lød det blandt andet fra sangeren, der var akkompagneret af sit band bestående af tre musikere.

Dermed er hun varmet op til fredag, hvor et kæmpe publikum venter. Her tager hun nemlig hul på sin rolle som opvarmning for Lukas Graham i København. Faktisk skal hun varme op for bandet i alt seks gange i august rundt om i landet.

  • Der blev vugget med hovedet og tappet med foden hos de fleste, der så Mina Okabe optræde på Smukfest torsdag middag. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
  • Der blev især sunget med på sangene 'Every Second' og 'Walk Away', hvor flere endda klappede i takt med musikken. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
  • Mina Okabe sluttede koncerten af med en ny og dansevenlig sang. Hun barsler da også med at udgive ny musik snart. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)
1 / 3

Brasiliansk stjerne sætter fut i dansk sang

Det er dog langt fra det danske publikum alene, der har hjulpet Mina Okabes pæne lyttertal på vej.

- Det er altid sjovt at dykke ned i, hvor mine sange bliver spillet, og i noget tid har det faktisk været Brasilien, der hører mig mest.

- Jeg har ellers aldrig været i Brasilien, men det ville være en drøm at spille koncert dér en dag. Jeg vil så gerne ud at opleve verden, tilføjer Mina Okabe begejstret.

Udover den udenlandske interesse er hendes single 'Every Second' alene afspillet over 16 millioner gange på Spotify lige nu. Det er der en helt særlig grund til.

Instagram er nemlig blevet Mina Okabes gode hjælper. Der er med andre ord folk, der kender hendes sang i lande som Mexico og Indien, takket være det sociale medie, fortæller hun.

Singlen er til hendes store overraskelse blevet brugt "rigtig mange gange" som underlægningsmusik i Reels-videoer på Instagram.

- 'Every Second' er blevet ret stor på Reels. Jeg mener, at den har 1,5 millioner videoer på Instagram nu. Det er virkelig vildt og også sjovt at se de forskellige videoer, som folk lægger op, siger Mina Okabe.

På et tidspunkt arbejdede Mina Okabe på en café, men nu fylder musikken alt. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Der er med andre ord mennesker i fjerne del af verden, der deler videoer af deres hund, madlavning eller andre hverdagsting til tonerne af en sang, som Mina Okabe har skrevet hjemme på sit værelse.

Det kan Smukfest-hovednavne som Tessa og The Minds of 99 trods alt ikke prale af, selvom det er dem, der pryder de store scener på de danske festivaler.

- Jeg er glad for, at folk vil bruge mine sange. Det er skørt at se, hvor meget sociale medier kan gøre, siger hun taknemmeligt.

Sangen fik især virale vinger, da en influencer brugte 'Every Second' i Japan, hvor hendes mor i øvrigt stammer fra. Derudover begyndte nogle kendte instagrammere i Thailand også at dele danskerens sang, som nu er blevet populær dér.

Og så skal det næppe undervurderes, hvor meget det har betydet, at den brasilianske popstjerne Anitta også delte danskerens hit i en Reel-video.

Anitta har mildt sagt en del følgere på Instagram – 63,1 millioner, for at være helt præcis.

Mina Okabe begyndte som 16-årig at skrive sine egne sange, som hun i al hemmelighed sneg ud på musiktjenesten Soundcloud. Men i gymnasiet fandt hun mod til at dele dem med verden på sine sociale medier – til hendes venners store overraskelse. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Opvokset i udlandet, men fandt musikken i Danmark

At Mina Okabe netop oplever medvind takket være udlandet, passer sådan set meget godt til hendes historie. Danskeren med de japanske rødder har nemlig primært boet uden for Danmarks grænser.

Listen tæller blandt andet London, New York og Manila, men nu er hendes faste base København. Og der er nu noget særligt over Danmark, synes hun.

Det var i hvert fald på de danske breddegrader, at Mina Okabe for alvor kastede sig over musikken. Det var her, hun som 16-årig blev ambitiøs og tillod sig at stile efter en karriere som sanger og sangskriver.

Tidligere sang hun kun coverversioner af andres sange, men da hun blev 16 år, skete der noget.

- Det begyndte at blive svært for mig at finde sange, der passede til min stemme, og som jeg kunne relatere til. Så det var en naturlig overgang til at lave mit eget, fortæller hun.

Siden har hun ikke set sig tilbage, og i 2021 udgav hun så sit anmelderroste debutalbum 'Better Days'.

Mina Okabes første album, 'Better Days', fik flotte anmeldelser herhjemme, da det udkom sidste år. Musikmedierne Gaffa og Soundvenue gav det begge fem stjerner. "En helt igennem ideel søndagsplade, man kan flade ud til igen og igen", skrev sidstnævnte. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © DR)

Det kører altså mildt sagt fint for hende.

Til efteråret drager Mina Okabe tilmed – som opfølgning på sommerens festivalkoncerter – ud på sin første danmarksturné, hvor det er hende, der er hovednavnet. Og så antyder hun forsigtigt, at der måske dukker nogle koncerter op i udlandet også – det er i hvert fald håbet.

Hun vil jo gerne møde sit internationale publikum uden for Instagram, nu hvor hun ved, at de gemmer sig derude.

Nu mangler hun bare selv at forstå den medvind, hun oplever for tiden.

- Jeg forstår det ikke helt endnu faktisk. Jeg er bare enormt taknemmelig.