Mænd gider ikke være voksne

Reklamebranchen har opdaget en ny mandetype - en BØV. Det er betegnelsen for en mand, der bliver ved med at opføre sig som en dreng, selv om han har både familie og karriere.

Kender du typen, der ejer ti par gummisko, er bedre til computerspil end sine børn og hverken kan binde et slips eller komme op om morgenen?

Medie- og reklameverdenen er på sporet af en ny slags børnevoksen mand.

For flere og flere mænd vil have fodbold, fadbamser og fjolleri frem for en fornuftig hverdag.

Computerspil hele natten

De vil spille computerspil hele natten, selv om det går ud over nærværet ved morgenbordet - for slet ikke at tale om koncentrationen på jobbet.

Og den internationale forskning bekræfter, hvad enhver kan se på gader og stræder: Mænd bliver ikke voksne mænd i gammeldags forstand længere.

De går i gummisko, slidte jeans og har helt glemt at binde et slips. De går i byen med gutterne hele natten, selv om familien derhjemme skal op klokken 6.

En BØV

Og den moderne, børnevoksne drengerøv af en mand har nu fået et navn.

I USA kalder man ham Yupster eller Grup. Herhjemme har han døbt BØV - en forkortelse af børnevoksen.

- Det er en stor trend i tiden, at man ligesom bliver ved med at være en børnevoksen, hvor man lever sit sit liv, som man levede, dengang man var 20. Man får børn, men bliver skilt igen, og man bruger al sin tid på en ekstra PlayStation, siger redaktør på Kommunikationsforum, Timme Bisgaard Munk.

Bubber og Jackass

Det er Morten Amsinck, der til daglig læser engelsk og europæiske studier på Copenhagen Business School, som har opfundet betegnelsen BØV.

Som eksempler på mandetypen nævner han på Kommunikationsforum: Bubber, Frank Hvam, Thomas Villum Jensen og amerikaneren Johnny Knoxville fra tv-serien Jackass.

Meget tyder på at der bliver flere og flere BØV-mænd - og så kan man måske give livsstilen navnet BØVS.

Facebook
Twitter