'For mange sceneskift og for meget overstimulering': Ny 'Paw Patrol'-film er for voldsom, mener ekspert

'Paw Patrol' henvender sig normalt til små børn. Ekspert ville ikke selv tage sit fireårige barn ind for at se den.

De ser søde ud. Men der er også meget action og hurtige klipninger i filmen 'Paw Patrol 2 - Superfilmen'. Faktisk anbefaler distributøren også, at børn bør være fem år, før de ser filmen i biografen. (© United International Pictures)

Vovserne er nuttede. De har store øjne, og så redder de alt fra en sød borgmester til en løbsk hane i den populære serie 'Paw Patrol'.

Det er en animeret serie, som henvender sig til børn fra toårsalderen.

Men tempoet er blevet lidt mere hardcore i filmen 'Paw Patrol 2 – Superfilmen', der fik premiere i de danske biografer i går.

Her er en magisk komet styrtet ned i byen Adventure City. Den giver de otte hunde i patruljen superkræfter, men to skurke forsøger at få fingrene i kometen. Og så bryder det ellers ud i eksplosioner, voldsomme lyde og scener – og det i så voldsom grad, at børn under seks år ikke burde se den.

Det mener Aida Bikic, der er psykolog og forsker i børns skærmforbrug på Syddansk Universitet.

'Kulturen' på P1 har inviteret hende i biografen for at se filmen. Her havde hun taget sin veninde og hendes treårige dreng med, som normalt ser 'Paw Patrol'. Hun fortæller, at han til sidst var bange og gerne ville ud af biografen, fordi det blev for meget.

Derfor ville hun heller ikke tage sit eget barn på fire med i biografen for at se filmen. Også selvom Medierådet, der aldersmærker film i Danmark, vurderer, at filmen er tilladt at se for alle.

- Det var en spændende og hjertevarm film, men efter jeg har set den, så tænker jeg ikke, at jeg vil tage mit barn med. Der er for meget stimulation. Der er for høje lyde og for mange sceneskift og voldsomme eksplosioner til sådan et lille barn, siger Aida Bikic.

Se traileren fra filmen her:

Selv på 'Paw Patrol's Instagram-profil tager man forbehold for, at filmen kan virke skræmmende for børn.

Her råder man blandt andet forældre til børn, der ikke har været i biografen før, til at sidde tæt på gangene, så de nemt kan komme hurtigt ud under filmen.

Desuden lyder et af rådene, at forældrene skal tage barnets yndlingstøjdyr med.

På Instagram kommer 'Paw Patrol' med flere råd til forældre om, hvordan de kommer igennem biografturen med deres børn. (© fra Instagram)

For voldsomme film påvirker hjernen

Aida Bikic fortæller, at der er lavet forskning, hvor børn har set en tegnefilm fra en fantasiverden med mange hurtige klipninger. Her viser resultater, at børns hjernefunktion bliver dårligere, hvis de ser tegnefilmen frem for en pædagogisk film.

Det går blandt andet ud over børns impulshandlinger og korttidshukommelse, der bliver dårligere, fortæller hun.

- Vi kan måle, hvad der sker på kort sigt, men vi ved ikke, om det er noget, der varer ved og gør noget ved barnet udvikling på længere sigt. Det er stadig noget, der skal undersøges, siger Aida Bikic.

Hun råder forældre til at følge de anbefalinger, der i forvejen er fra sundhedsmyndighederne og Børns Vilkår. Det vil sige, at man bør vente med at sætte barnet foran en skærm, indtil det fyldt to.

Når barnet er fyldt to år, så bør man vælge indhold, der foregår i et mere roligt tempo. Desuden bør man vælge noget med pædagogisk indhold i stedet for indhold, der virker overstimulerende og actionfyldt med mange sceneskift.

Det skyldes ifølge hende, at forskningen peger på, at pædagogisk indhold bidrager positivt til børns udvikling og skolefærdigheder.

- Vi ved netop ikke, hvordan overstimulering påvirker børns hjerneudvikling i den her meget sårbare periode. Når de ser den slags indhold, bliver de vant til at få hurtige belønninger. Men børn før skolealderen bør faktisk lære at udsætte belønningen, fordi det at udsætte belønning er det, der er med til at gøre dem skoleparate, siger Aida Bikic.

Distributør: Børn under fem bør ikke tage i biografen

Hos United International Pictures, der distribuerer filmen i Danmark, forstår direktør Michael Berg godt, at Aida Bikic ikke vil råde forældre til at tage deres helt små børn i biografen for at se filmen.

- Film skal ikke ses i biografen, før man er fem år. Det er en meget større oplevelse i en mørk biograf og et stort lærred, så jeg har fuld forståelse for, at det bliver for voldsomt for de små, siger Michael Berg.

Han er enig i, at der er mere fart over feltet og mere spænding i 'Paw Patrol 2 – Superfilmen', end der er i serien.

Udover sin direktørpost i United International Pictures er han også selv biografejer. Derfra ved han, at mange forældre overvurderer de helt små børns evne til at tage i biografen.

- Mange forældre vil gerne give deres helt små børn en stor oplevelse. Men ofte må de løbe skrigende bort fra lokalet, fordi deres børn er for små, siger Michael Berg.

Men hvorfor har man så valgt at lave en film, der er baseret på en serie til helt små børn, mere actionfyldt?

- Jeg er jo ikke instruktør, og filmen er lavet i USA. Det er jo et internationalt produkt, og jeg synes, det er fed underholdning. Men jeg ville ikke tage et to- til fireårigt barn med ind og se den, siger Michael Berg.

Medierådet fortæller DR, at man ikke har en aldersmærkning på fire eller seks år. (© United International Pictures)

Medierådet: Ikke skræmmende på børn

Det er Medierådet under Slots- og Kulturstyrelsen, der aldersmærker film, som kun er vejledende. Når filmen bliver vist i biografen, bliver filmen også vurderet i en biograf, oplyser rådet i en mail.

I Medierådet vurdering står der blandt andet, at "da filmen udspiller sig i et trygt og genkendeligt animeret univers, figurerne er handlekraftige, og ingen hovedfigurer kommer til skade, vurderes det, at filmen ikke kan virke skræmmende på børn."

Men rådet skriver i en mail til DR, at det er vigtigt at understrege, at afgørelsen ikke kan tages som udtryk for, at en given film er anbefalelsesværdig at se for børn.

- Det betyder, at en film godt kan vurderes til at være tilladt for børn, selvom filmen ikke er en børnefilm. Vurderingen angår udelukkende sandsynligheden for, om børn vil kunne tage skade af at se filmen, oplyser Medierådet.

Desuden oplyser man, at aldersmærkningerne er bestemt i filmloven, og at der ikke findes en aldersmærkning på fire eller seks år.

Du kan lytte til hele interviewet med Aida Bikic her:

Hvis du vil se serien om 'Paw Patrol', kan du se dem her:

Paw Patrol