Martin vandt X Factor-finalen

15-årige Martin Hoberg Hedegaard fra Ørum i Østjylland fik som ventet flest stemmer ved X Factor-finalen. Han vinder en pladekontrakt.

Den storslåede X Factor-finale blev ikke overraskende det 15-årige, jyske stortalent Martin, som på forhånd var bookmakernes favorit.

Selvom han er danskernes nye yndlingssanger, og pladekontrakt til en million rigere, så er Martin som altid beskeden:

- Sådan dér. Det er da slet ikke så ringe, som vi siger i Ørum. Jeg gav den alt, hvad den overhovedet kunne trække, og det gav bonus.

Med sejren i X Factor har martin fået en flyvende start på sin musikkarriere.

- Jeg har droppet mit job som fejedreng. Nu skal jeg koncentrere mig 100% om musikken, og jeg glæder mig rigtig meget, siger Martin med et smil.

Laura: "Andenpladsen er også en sejr"

Martins konkurrent og gode ven, den 23-årige Laura fra Århus måtte dermed se sig besejret. Men hun er ikke utilfreds med resultatet:

- Andenpladsen er også en sejr for mig. Jeg er utrolig glad og stolt over, at jeg kom i finalen, og stort til lykke til Martin, siger hun.

- Selv om jeg er blevet nr. 2, har Danmark stadig brug for en Laura. Jeg er en fighter og musikken er ikke bare min hobby - jeg vil den virkelig gerne.

Endnu mere X Factor i næste uge

Selvom finalen nu er overstået, kan seerne glæde sig til mere X Factor i den kommende uge. Mandag er både Martin og laura gæster i Aftenshowet på DR1.

Og på fredag kl. 20 sender DR1 en særudgave af X Factor med masser af klip, du aldrig har set før, hvor tv-holdet følger Martin hjem til byen, hvor det hele startede - Ørum.

Facebook
Twitter