Matador vender tilbage

Grisehandleren, Misse Møhge, Maude, Laura og alle de andre velkendte personer fra Korsbæk vender tilbage på skærmen på DR1 i efteråret.

Fra lørdag den 8. september er Lise Nørgaards populære Matador-serie i 24 afsnit tilbage på DR1.

Det er efterhånden 34 år siden, at Matador havde premiere på DR, og sidst DRs seere kunne høre mindeværdige sætninger som: - Det er en tysker, - Av min arm og - Jeg går op og lægger mig var i 1998 og 2006.

- Matador er kronjuvelen inden for danske tv-serier, og vi ser frem til at samle familien Danmark om den igen, siger DR1's kanalchef, Lotte Lindegaard, der kalder det imponerende, hvordan serien og seriens mange figurer og herlige talemåder bliver ved med at leve videre.

112 uger på liste

At Matador stadig er populær, kunne DR se for seks år siden, hvor der i gennemsnit var lige knap 1,5 millioner seere til hvert afsnit.

Det svarer til, at 73 procent af alle med fjernsynet tændt, når Matador blev sendt, havde stillet ind på familierne Varnæs og Skjern.

Kommer til Korsbæk

I det første afsnit den 8. september på DR1 kommer Mads Andersen-Skjern til Korsbæk som handelsrejsende sammen med sønnen Daniel.

Han besøger det snobbede 'Damernes Magasin' og opdager, at der er gode muligheder for at åbne en konkurrerende forretning. Mads møder grisehandler Oluf Larsen, der giver ham husly for natten, og næste dag køber han ejendommen over for 'Damernes Magasin'.

Det er Erik Balling, der har instrueret serien, som nu 95-årige Lise Nørgaard er hovedforfatter på.

Også Jens Louis Petersen, Karen Smith og Paul Hammerich var med til at skrive den succesrige serie, som Bent Fabricius-Bjerre skrev musikken til.

Du kan allerede nu se Matador på Bonanza

Facebook
Twitter