Vi er midt i en krigstid.

Heldigvis er det en digital en af slagsen, og heldigvis handler den til syvende og sidst bare om underholdning. Ikke desto mindre giver det mening at sige, krigen er blodig. Efter tre år med streaming på det danske marked bløder de traditionelle udbydere af kabel-tv nemlig både abonnenter og penge.

Fra flow til on demand

Streaming er nemlig blevet taget ekstrem godt imod i det meste af verden, og Danmark er ingen undtagelse. En ny undersøgelse foretaget af Wilke og Zibra Media Group viser blandt andet, at 23% af de danskere, der har en tv-pakke, har valgt at reducere den i løbet af det seneste år.

Det fremgår også, at svimlende 39% af samme gruppe helt overvejer at opsige deres abonnement. Samtidig fremgår det, at mere end hver tredje dansker, hele 36%, ser Netflix i dag.

På bare tre år har Netflix altså fuldført et decideret stormløb på det danske tv-marked, som har sikret firmaet en månedlig indtjening på ca. 60 millioner kroner. Til sammenligning anslår undersøgelsen, at tv-udbyderne lige nu sætter ca. 26 millioner kroner til hver måned, fordi kunder beskærer deres tv-pakker.

Tv-serierne er essentielle

Et af Netflix’ absolutte trækplastre har fra start af været det brede udvalg af seriel kvalitetsfiktion, som tjenestens abonnenter har adgang til.

I starten var det især de store amerikanske tv-serier som ’Breaking Bad’, ’Homeland’, ’Dexter’ og ’Arrow’, som ad lovlige veje kunne være svært tilgængelige for danskere, der løb med opmærksomheden, men også danske serier som ’Broen’, ’Lykkevej’ og ’Rita’ er at finde i Netflix omfangsrige online-katalog.

Indtil 2012 var alt materiale på Netflix indkøbt, men med den skæve gangsterfortælling ’Lillyhammer’ luftede tjenesten for første gang ambitioner om at springe ud i egenproduktion, eller original programming, som den slags også kaldes.

Og hvordan går det egentlig med produktionen af originalt tv-fiktion hos Netflix?

I 2013 valgte streamingtjenesten at gå all in på seriefronten. Man ville simpelthen etablere sig i toppen af markedet, og flagskibet, der skulle forvandle den drøm til virkelighed kom til at hedde ’House of Cards’.

Med den respekterede instruktør David Fincher som styrmand, Hollywood-koryfæ Kevin Spacey som galeonsfigur og et budget på 100 millioner dollars kunne det næsten ikke gå galt, og det gjorde det såmænd heller ikke.

https://www.youtube.com/watch?v=sU9QTLXYCCc

Første sæson af det veldrejede politiske drama var fantastisk. Serien nød godt af en spændende setting, der tog os med om bag kulissen i det Hvide Hus. Desuden bød ’House of Cards’ på eminent skuespil og en klar visuel vision, som var i særklasse.

Desværre kunne hverken anden eller tredje sæson leve op til etterens niveau, og mens vi venter på sæson fire, tyder meget på, at skibet har ramt det famøse isbjerg.

Succesen for Netflix og ‘House of Cards’ er ifølge avisen The Guardian også medvirkende til, at store europæiske tv-stationer som BBC og Sky er presset ud i nye store dramasatsninger, der kan konkurrere med streaminggiganter som Netflix og Amazon.

Svært at holde niveauet

For Netflix blev ’House of Cards’ startskuddet på et væld af dyrt producerede serier.

Komedien ’Orange is the New Black’ om hverdagen i et kvindefængsel bragte indledningsvis noget nyt til bordet, og selvom serien stadig er populær, mistede den rent kreativt hurtigt pusten.

https://www.youtube.com/watch?v=kdht_LMDQv8

Det samme kan man roligt sige om periodedramaet ’Marco Polo’, der tidligt i første sæson for vild i corny referencer til kung fu-film og slap karaktertegning.

Bedre gik det med ’Bloodline’ fra 2015 om en kompliceret familie, der slås med sig selv i det solrige Florida. Serien var velskrevet og nervepirrende, og selvom den blev noget lang i spyttet undervejs, er der helt afgjort håb for anden sæson.

2015 bød også på scifi-dramaet ’Sense8’ af Wachowski brødrene og præcis som deres seneste mange film, er serien en rodet og fortænkt affære.

’Narcos’ om kokainkongen Pablo Escobars ekstreme liv er god underholdning, men mangler den tyngde og de nuancer i sin fortælling, som skiller de vellykkede serier fra de rigtig gode serier.

’Daredevil’ holder håbet i live

Heldigvis for Netflix blev 2015 også året, hvor selskabet i samarbejde med tegneserie-giganten Marvel valgte at smide hele to superhelteserier på gaden.

’Marvel’s Jessica Jones’ er i bedste fald ordinær, men ’Marvel’s Daredevil’ kan noget. Seriens skabere er lykkes med at give nyt liv til en af Marvel-universets ældste og mest respekterede figurer. Og det på trods af at Hollywood i 2003 gjorde sit for at knuse franchiset en gang for alle med en tam Ben Affleck-film.

https://www.youtube.com/watch?v=ZdNK8L3ZdmE

Serien om den blinde advokat, der deler alvorlige øretæver ud om natten, derimod, er helt anderledes. ’Daredevil’ er raffineret fotograferet, og dens figurer har tilpas mange nuancer til ikke at blive kedelige, selvom de på bedste tegneserievis er både karikerede og en smule kitchede.

Serien rammer i det hele taget tegneserie-feelet bedre end de fleste lignende værker, og så er ’Daredevil’ Netflix’ eneste serie i år, der rent faktisk blev bedre og ikke ringere, efterhånden som sæsonen skred frem.

Vi mangler et seriøst hovedværk

Samlet set kan man sige, at Netflix’ original programming kører lidt i tomgang lige nu. Der er masser af god underholdning iblandt, og kigger man efter i nicherne, finder man perler som animationsserien ’The Bojack Horseman’.

https://www.youtube.com/watch?v=5sGsBoX6vUo

Problemet er, at vi mangler et seriøst hovedværk til voksne, der kan levere noget af det, vi fik en smagsprøve af med første sæson af ’House of Cards’.

Hvis Netflix ønsker at lege med i toppen af tv-serie-feltet, er en veldrejet superhelteserie som ’Daredevil’ ikke nok, og med mindre årets vel nok bedste bud ’Bloodline’ overrasker ekstraordinært positivt i sin anden sæson, er der rent kreativt et godt stykke op til opfindsomme topserier som ’Fargo’, ’Game of Thrones’ eller ’Transparent'.

Som distributør og teknologisk trailblazer er der ingen tvivl om, at Netflix er nummer et, men på produktionssiden er der stadig ting at lære. Alt andet ville også være uhørt efter blot tre år i vælten.