Så løb første afsnit af den længe ventede tv-serie "1864" endelig hen over de danske tv-skærme. Serien bygger på historikeren Tom Buk-Swientys bøger om krigen, Slagtebænk Dybbøl (2008) og Dommedag Als (2010).

Det fremstår ret klart for mig allerede efter det første afsnit, at det ikke er den balancerede fremstilling af det politiske drama i 1864, der har været målet for serien. Det er synd, for det er faktisk en forbandet spændende historie, som sagtens kunne have begejstret også et bredere publikum.

1864 var ikke kun en dansk dumhed

Seriens første afsnit peger i retning af en entydig fremstilling en af århundredets mest komplicerede storpolitiske konflikter som en simpel dansk dumhed. Danske fejltrin var der nok af, men krigen skyldtes også i høj grad dybe nationale modsætninger indenfor Helstaten, som indtil 1864 bestod af Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Danmarks situation var alt andet end simpel, og blev ikke klarere af, at stormagternes holdninger til krigen længe var usikre. Med den noget karikerede politiske fremstilling frygter jeg, at man snarere kommer til at bekræfte end til at udfordre eksisterende fordomme om 1864.

En problematisk kobling til nutiden

Måske handler det om, at seriens ønskede fokus i virkeligheden ligger et andet sted. Nemlig i den parallelle nutidshistorie om den efterladte lillesøster til en falden dansk soldat.

Det står endnu ikke helt klart, hvad denne kobling skal bruges til (man fornemmer et narrativ om danske soldater, der dør på grund af politikernes dumhed), men en sådan koblingen er under alle omstændigheder stærkt problematisk.

Der er nemlig meget stor forskel på krigen i 1864 og krigen mod terror i 00érne. Krigen i 1864 var en udenrigspolitisk krise af tungeste klasse, og kunne have ført til at den danske stat helt forsvandt fra landkortet. En sådan trussel mod Danmark udgjorde terroristbaser i Afghanistan og eventuelle masseødelæggelsesvåben i Irak trods alt næppe.

Fremstillingen af Monrad nærmer sig karaktermord

Banen kridtes op med indledende ord fra seriens heltinde Inge. Hun fremstiller 1864, som et nederlag ingen i sin vildeste fantasi kunne se var på vej, og som skyldtes gale menneskers dårskab.

Det fremgår ret tydeligt, at det er den nationalliberale dansk politiker D. G. Monrad, der her hentydes til. Monrad var konseilspræsident (statsminister) fra 31. december 1863 til 8. juli 1864, hvor krigen mod Preussen og Østrig endegyldigt var tabt.

Han figur synes dog at dække over op til flere fremtrædende danske nationalliberale politikere, særligt den store orator Orla Lehmann, som er udeladt og C.C. Hall, konseilspræsident frem til 31. december 1863, som i serien træder i baggrunden.

Det synes jeg ikke nødvendigvis er et principielt problem, hvis man først accepterer præmissen, at den politiske historie nu kun må fylde en relativt lille del af seriens fokus. Så kan jeg et stykke hen ad vejen godt acceptere en samlende nationalliberal karakter. Men problemet er imidlertid at netop Monrad, den nationalliberale karakter, bliver karikeret i en sådan grad, at det nærmer sig karaktermord.

Historiske problemer med 'den gale Monrad'

Ideen om den gale konseilspræsident D.G. Monrad som en hovedårsag til nederlaget er ikke fuldstændig taget ud af den blå luft. Tom Buk-Swienty nævner den også. Men han bygger hovedsageligt på en doktorafhandling af Johan Schioldann Nielsen (1983) som bestemt ikke er uproblematisk.

Afhandlingen får sandsynliggjort, at Monrad var maniodepressiv, men den kommer, efter min mening, langtfra i hus med hensyn til at overbevise læseren om, at det faktisk var afgørende for hans handlinger i 1864.

Der er to oplagte argumenter imod denne tolkning: I protokollerne for det mest afgørende statsrådsmøde d. 20. juni 1864 fremgår Monrads argumentation for den afgørende (forkerte) beslutning faktisk ret konsistent og sober. Og for det andet skal det med, at Monrad altså ikke var alene om sin politik, og at han havde mange ligesindede i den danske elite, som hverken var gale eller nikkedukker.

Har vi ikke hørt historien før?

Det er selvfølgeligt forståeligt, at en dramaserie søger at vælge den fortolkning af historien, som manuskriptforfatteren måtte mene, der kommer den bedste historie ud af. Men jeg kan ikke lade være med at spørge, om det så også virkelig er den bedste historie i materialet?

Jeg frygter, at læren af serien kommer til at kunne reduceres til, at vi skal vogte os for gale folkeforførere. Men udover at være en grov forsimpling, må jeg spørge, om vi ikke efterhånden har hørt den historie før?

Krigen bliver en gal mands værk

Havde man nu i stedet valgt en lidt mere nuanceret fremstilling af Monrad og de andre nationalliberale, kunne serien have givet et unikt indblik i det langt mere almenmenneskelige spørgsmål, om hvordan mennesker i et samfunds top og bund håndterer den krybende desperation i takt med, at nationen rykker tættere og tættere på afgrunden.

Det tror jeg serien får svært ved, når man allerede i første afsnit spiller ud med historien om 'den gale Monrad', der forfører alle med sin retorik. Så bliver krigen en gal mands værk, snarere end historien om et lille lands desperate fejlhåndtering af sin værste udenrigspolitiske krise i årtier.

Jeg ville have nydt at se den sidste historie sat flot op, frem for historien om den gale Monrad som serien synes at have valgt. Men serien har stadig 7 afsnit tilbage til at overbevise mig om det modsatte.

Dramatiserende soldaterfortællinger er seriens styrke

Det er altid en udfordring for en historiker at anmelde historisk fiktion. Serien er ikke en dokumentar, og er kun inspireret af virkelige hændelser, hvilket naturligvis giver den noget frirum i forhold til dokumentarfilm. Det må man som historiker respektere.

Derfor vil jeg her til sidst stille spørgsmålet om, hvad serien som fiktion formidlingsmæssigt kan bedre end dokumentar?

Drama har frie hænder til at opstille situationer og dilemmaer, som lynhurtigt kan skabe en dyb følelsesmæssig forbindelse fra tilskuer til hovedpersonerne.

Heri ligger seriens potentielle styrke. Der bygges fine bånd op til de to brødre Peter og Laust, som vi i seriens senere afsnit skal følge som menige soldater.

Episk fortælling om soldatens kår

Det er her, vi kan forvente at serien kommer til at være på hjemmebane, både fordi de menige soldaterfortællinger netop er, hvor Buk-Swientys bøger er stærkest, men også fordi drama netop kan få os til at identificere med almindelige menneskers skæbner. Det kunne ligeså godt have været os, hvis vi havde levet i 1864.

Og selvom det første afsnit ikke rummer store episke slag, får man fornemmelsen af en serie med en opsætning i lyd og billeder, der i hvert fald rummer muligheden for at give en episk fortælling om soldatens kår.

Her kan serien redde en del, men det bliver først i de senere afsnit, at prøven på dette punkt for alvor kommer til at stå.