Aviser bringer billeder af druknet flygtningebarn på forsiderne

Flere af verdens største aviser har valgt at bringe billeder af en død dreng, som tilsyneladende er en druknet flygtning. Avis begrunder valget med flygtningenes desperate situation.

Forsiderne fra flere aviser, der bringer det druknede barn på forsiden. DR har valgt at skjule dele af billedet.

Et ubehageligt syn har mødt verdens avislæsere her til morgen.

The Daily Mail, The Independent, The Guardian, The Times og tabloidavisen The Sun har valgt at bringe billeder af et dødt barn på forsiden. Desuden er billederne vist på flere netmedier heriblandt Ekstra Bladet, BT og The New York Times. Barnet er angiveligt en død flygtning, der er skyllet op på en tyrkisk strand.

Under overskrifter som "The Reality", "Europa could not save him" og "The shocking, cruel reality of Europes refugee crisis" præsenteres billederne for læseren.

(Foto: Søren Dalager Ditlevsen DR K)

Vil understrege situationens alvor

Avisen The Independent skriver, at de har valgt at offentliggøre billederne, som et forsøg på at understrege hvor alvorlig og desperat situationen er for flygtningene. Avisen tilføjer, at flere end fire millioner mennesker er flygtet fra Syrien, siden konflikten i landet startede. Af dem er 1,8 millioner flygtet til Tyrkiet, 1 million til Libanon og 600.000 til Jordan.

- The Independent har valgt at bringe disse billeder, fordi det blandt de ofte overfladiske ord om "den vedvarende migrat krise" er alt for let at glemme realiteterne i denne desperate situation for de mange flygtninge, skriver den britiske avis.

Offentliggørelsen giver kritik

Nogle mener, at det er det, der skal til, for at få "vækket" europæerne, men andre synes, at det er alt for meget og etisk uforsvarligt.

Ekstra Bladet har lavet en mindre billedserie, men har valgt at sløre barnets ansigt på det billede, hvor han ligger livløs i vandkanten. Det har avisen gjort ”af hensyn til drengens eventuelle pårørende”, som der står nederst i artiklen om billederne.

https://twitter.com/pomaEB/status/639325133492977664

BT kan man ligeledes se billedet, hvor drengen bæres væk af en tyrkisk kystvagt. Nederst i artiklen med overskriften ”Hjerteskærende billede ryster verden: Kystvagt bærer druknet dreng i land”, har avisen forklaret, hvorfor de bringer billedet:

- På BT har vi valgt at bringe ét billede af drengen, hvor han livløs bæres fra stranden. Det har vi valgt at gøre, da vi ser det som en vigtig dokumentation på den virkelighed, der lige nu udspiller sig mange steder rundt om i Europa. Det er ikke film, det er ikke fiktion - det er realiteter - bare få tusinde kilometer fra Danmark.

Red Barnet har opfordret til ikke at dele billeder

Efter at lignende billeder i weekenden blev delt på blandt andet Facebook, opfordrede Red Barnet danskerne til ikke at dele billeder af døde flygtningebørn på de sociale medier.

- Vi forstår jo godt, at folk deler billederne. Det viser en desperation over situationen, men det er en dårlig idé. Først og fremmest af hensyn til børnene og deres familier. Ville vi selv, som forældre, ønske at se vores børn udstillet på den måde, lød det fra Red Barnets kommunikationschef Claes Amundsen.

Facebook
Twitter