Børneredaktør stopper på DR efter uenighed

Kanalredaktøren for DR Ultra og Ramasjang, Kirstine Vinderskov, har valgt at fratræde sin stilling på grund af uenighed med DR.

Kirstine Vinderskov har jar stået i spidsen for DRs børnekanaler siden 2011. Nu stopper hun med omgående virkning på grund af uenighed med DR.

Kirstine Vinderskov har siden 2011 ledet børneområdet i DR og været drivkraft i oprettelsen af de to børnekanaler, DR Ramasjang og DR Ultra.

Men nu er det slut. Kirstine Vinderskov har valgt at fratræde sin stilling omgående på grund af uenighed med DR om, hvilken retning børneområdet skal bevæge sig i.

Det bekræfter hun over for DR Kultur.

- Jeg kan bekræfte, at DR og jeg ikke er enige om den retning børneområdet skal bevæge sig i. Jeg har dog fuld tiltro til DRs måde at tænke indhold til børn på. Der sidder verdens bedste hold på børneredaktionen, men tiden er inde til, at jeg skal lave noget andet nu, siger hun til DR Kultur.

Faldende seertal på DR Ultra

DRs børnekanaler har store udfordringer med at fastholde antallet af unge seere seere på flow-tv.

Især DR Ultra har problemer. Her har kanalen mistet 39 procent af sine seere i aldersgruppen fra første kvartal 2014 til første kvartal 2015. Det viser tal fra DR Medieforskning.

Det er dog langt fra kun DRs kanaler, der har problemer med at fastholde de unge seere. Ser man på de danske tv-kanaler under ét, er antallet af seere i alderen 7-12 år faldet med 21 procent fra første kvartal 2014 til første kvartal 2015.

Kirstine Vinderskov afviser dog, at hendes beslutning om at stoppe har noget med de dårlige seertal at gøre.

- Nej, det har intet med det har gøre. Vi har kendt til udviklingen for de 7-12-årige i noget tid, så det kommer ikke som en overraskelse. Det er derfor, jeg selv har været med til at udvikle den kommende Ultra-app, som jeg er sikker på nok skal rette op på noget af seerfaldet, siger Kirstine Vinderskov til DR Kultur.

Kanalredaktør for DR K, Flemming Hedegaard, bliver konstitueret kanalredaktør for de to børnekanaler, indtil en ny kanalredaktør er på plads.