Claudia og Isabell fra ’Prinsesser fra Blokken’: For hr. og fru Danmark er vi fy, fy skamme

’Prinsesser fra Blokken’ er ikke reality-tv men dokumentar. Vi udstiller ikke os selv, men fortæller om den del af befolkningen, som ikke har det ”skide nemt”, siger Claudia og Isabell.

Claudia Lomborg Hersted og Isabell Fabricius Andersen sidder på caféen Dalle Valle i Amager Centret i København.

Claudia sidder med sin mobiltelefon og er optaget af en diskussion med sin ekskæreste, mens Isabell lige har sat sig ned. Hun ser sig selv i et af spejlene, som den ene væg i caféen er plastret til med.

Lidt af hendes brune hår er røget ud fra den stramme hårknold, som samler hendes hår på toppen af hovedet. Hun skjuler nænsomt de enkelte hår ved at trykke lidt på dem med håndfladen, så de ikke stritter alt for meget.

Mest streamede DR3-program

Klokken er 13, og det er omkring et døgn siden, at det sidste afsnit af ’Prinsesser fra Blokken’ blev sendt på DR3. DR Kultur mødes derfor med to af hovedpersonerne for at høre, hvordan det har været at deltage i programmet, det er blevet det mest streamede i DR3's historie, og som har skabt debat om en type danskere, som man sjældent ser på tv.

Servitricen kommer med tre menuer, og de to piger kigger dem igennem. Isabell har besluttet, at hun skal have en strawberry daiquiri, mens Claudia vil have en piña colada-lignende drink.

Da vi forlod Claudia i serien, fulgte vi hende, da hun var i gang med at tage en ny prøve i matematik, som hun dumpede i folkeskolen. Denne gang dumpede hun desværre igen, så nu vil hun forsøge en tredje gang.

Isabell er i gang med et kursus, der hedder mental styrketræning, så hun til sommer kan blive motiveret til at forsøge at tage HF.

Skræmt over, at det er blevet så stort

Ingen af de to havde regnet med, at ’Prinsesser fra Blokken’ ville blive så stor en succes. Isabell har tidligere været med i filmen ’Os der valgte Mælkevejen’, som tidligere har fulgt nogle af de samme prinsesser fra de københavnske forstæder, som DR3-programmet har gjort.

- Jeg er altså skræmt over, at det er blevet så stort. ’Os der valgte Mælkevejen’ var der jo ingen, der kendte til. Så jeg tænkte bare ja, ja, da de spurgte, om jeg ville være med i ’Prinsesser fra Blokken’. Jeg tænkte, at der alligevel ikke var nogen, der ville se det, siger Isabell.

- Men det gjorde de så, siger Claudia og tager en slurk af sin piña colada-drink.

Før kunne de sidde i bussen eller gå i byen, uden at nogen kiggede eller råbte efter dem. Men sådan er det ikke længere.

Eksempelvis blev Claudia jagtet af en fan, som ville følge hende på Snapchat, da hun i begyndelsen af december var til psy-trance festen Tam Tam i København.

Og Isabell blev i weekenden stoppet af et par unge fyre, som tilbød ”hende dér fra ’Prinsesser fra Blokken’ en tur hjem. Et tilbud, hun takkede nej til.

Vi bliver ikke udstillet på en dum måde

- Hvis jeg vidste, hvor mange der ville have set det, så ville jeg i hvert fald have gjort noget mere ud af mig selv. Der er nogle af afsnittene, hvor jeg ikke har makeup på, fordi jeg ikke har taget det seriøst, siger Claudia.

Isabell bryder ind.

- Jeg ville helt klart have tænkt mig mere om i forhold til det, jeg siger. Det er ikke fordi, vi i programmet bliver udstillet på en dum måde. Det er bare os selv, der har sagt noget helt åndssvagt i nogle situationer, siger Isabell, hvorefter hun kigger på Claudia og fortsætter:

- Ligesom da du siger: ”Ham har jeg bollet med!”

Claudia griner og nikker. Hun fortæller, at hun heldigvis fik klippet noget endnu mere flovt ud, men at der så til gengæld bare kom et andet flovt klip ind i serien i stedet.

Claudia: Jeg er ligeglad

Hvad, synes I, har været flovt?

- Der er nogle optagelser, hvor jeg tænker ”hold da kæft, hvor lyder jeg dum og naiv,” og at jeg godt kunne have formuleret det på en lidt anden måde, siger Isabell.

Hun refererer blandt andet til en optagelse, som blev lavet om natten efter en bytur.

Her sidder hun ”virkelig stiv” sammen med en veninde i en taxa og fortæller om, hvor mange piger hun har været sammen med.

Fortryder I så, at I har været med?

- Nej, jeg siger fuck det. Jeg er ligeglad, siger Claudia.

- Jeg er også ligeglad. Jeg forholder mig mere positivt til det nu, fordi programmet også har givet en masse gode ting. Vi er inviteret med til Reality Awards med partybus og pre-parties og sådan nogle ting.

- Det er meget fedt med den her lille berømmelse, som er fulgt med, siger Isabell og vender igen hovedet mod spejlvæggen for at tjekke, om håret sidder, som det skal.

Både Claudia og Isabell har fået masser af reaktioner, efter de har været på tv. Egentlig synes de, det er meget hyggeligt, at folk kigger, når de går her i Amager Centret eller sidder i bussen. Men reaktionerne har været blandede.

Det fortæller om folks fordomme

Isabells gamle chef, som også er hendes bedste ven, mener blandt andet, at hun i programmet udstiller sig som en golddigger, som kun tænker på penge, når hun dater.

Og hendes mors barndomsven skrev i en kommentar på Facebook, at hun var glad for, at hendes børn var så fornuftige, at de ikke var med i et program som ’Prinsesser fra Blokken’.

Efter første afsnit kom ud, begyndte Claudia at få beskeder på Facebook fra venner, hun ikke havde set i flere år. De spurgte om, det var hende, der var med. Andre skrev, at hun og de andre piger udstillede sig selv.

- Jeg synes, det fortæller en del om folks fordomme, og det kan man godt blive lidt negativ over, siger Isabell.

- Men jeg er ligeglad med folks holdninger. De fleste, der hakker ned på os, er muslimske piger og dem, der er mere plastic fantastic end os, siger Isabell, inden Claudia afbryder:

- Og så hr. og fru Danmark!

- De muslimske piger gør det, fordi de ikke selv må. Pigerne, der er plastic fantastic, gør det, fordi de ikke vil indrømme, at de selv er plastic fantastic, selvom man kan se fra ti kilometers afstand, at de er fyldt op med det ene og det andet. Jeg tror egentlig bare, folk har ondt i røven af, at vi tør stille op til sådan et program, siger Isabell.

- Men jeg har også fået mange reaktioner fra folk, jeg ikke kender. Det er dem, der skriver, at det er fedt og stærkt gået, at jeg ville fortælle min historie, siger hun.

Efter Isabell var med, er hendes Instagram-konto ”gået helt amok”.

Hun tager sin iPhone frem og begynder at tælle, hvor mange der i dag er begyndt at følge hende. Otte bliver det til.

- Men det er ingenting i forhold til i begyndelsen. Der var det helt vildt, siger hun.

Fans blandt de helt unge piger

Claudia har holdt en pause fra Instagram. Men på Facebook har flere "prikket" hende, og hun har fået en masse beskeder.

- Det er helt unge piger. Sådan mellem 14 og 16 år, siger Isabell.

- De synes, vi er fucking seje, siger Claudia, mens hun tager sin telefon frem for at logge på Instagram, så hun også kan se, om folk vil følge hende.

Føler I jer så som reality-stjerner?

- Nej, siger Isabell.

- Ikke som reality-stjerner, men lidt som stjerner. Det giver ekstrem god selvtillid.

For Isabell er ’Prinsesser fra Blokken’ nemlig ikke reality-tv. Det er et dokumentarprogram – og hun bliver sur, når andre kalder det for reality.

- Reality er ’Paradise Hotel’. Det er dem, der udstiller sig selv. Jeg synes ikke, vi udstiller os selv. Vi er bare med til at fortælle og forklare, at der er en kæmpe del af Danmark, som ikke har det så skide nemt, siger Isabell.

- Vi ligger jo ikke og knepper på åbent tv, som de gør i ’Paradise’. Folk siger, vi udstiller os selv, men det er jo bare ens eget liv, man viser. Så kan de bare ikke tåle at høre, at man ikke har haft en guldske i røven, som så mange andre har haft. For hr. og fru Danmark er vi fy, fy skamme, siger Claudia.

Hvad er det, hr. og fru Danmark er bange for at høre,tror I?

- Jeg ved det ikke. Folk mener, vi er sådan et lykkeligt folkefærd, men jeg kender mange unge mennesker…

- … Alle de der Hellerup-fisser, afbryder Claudia og fortsætter:

- Dem, der studerer, men de suger kokain derudad og drikker hjernen ud.

Isabell nikker og tager over.

- Ja, præcis. Folk forstår ikke, at børn i dag føler et afsindigt stort svigt fra deres forældre. Forældre i Hellerup vil have penge, penge, penge og penge, så deres børn får ikke en skid kærlighed fra dem. De får bare deres penge. Jeg er ikke opvokset med en mor med en kæmpe pengesæk, men jeg fik hendes kærlighed. Men vi har i hvert fald også haft vores at slås med.

Vores ydre er vores kostume

I et debatindlæg er det blevet nævnt, at I har en række fælles kendetegn. Et af dem er, at I har følt jer som misfits, fordi ingen forstod jer, og at I har lært at måtte klare jer sig. Det gør I ved at søge det perfekte ydre, som er et skjold mod omverdenen. Er det en korrekt beskrivelse?

- Jeg føler ikke, jeg ikke passer ind, siger Claudia.

Hun lægger telefonen fra sig og dropper at logge på Instagram. For hendes kode er "helt fucked up".

- Men der er jo mange svigt. Altså vi er jo rigtig glade for vores forældre, men kommunerne svigter rigtig meget. Men de misfits vender vi om ved at gå op i vores ydre. Det er en slags kostume, vi tager på, siger Isabell.

- Ja, det gør det nemmere at klare de alvorlige situationer. Vi gør det ikke for mændene, siger Claudia.

- Nej. Hvis en pige går forbi, og hun tænker, at hun er en større bitch, end du er, så får hun altså blikket. Men det kan du ikke tillade dig at gøre, hvis du ikke har makeup på, siger Isabell.

Både Isabell og Claudia synes, det er lidt mærkeligt, at programmet nu er slut, og begge ville rigtig gerne være med, hvis der skal laves et nyt program.

Isabell foreslår, at DR3 skulle lave noget, der hedder ’Prinsessernes jul’ i stedet. Claudia spørger, om man ikke kunne lave noget ligesom ’Drengene på kanten’ og spørger derefter, om de medvirkende egentlig fik penge for at være med.

Vi vil hjælpe piger som os selv

Er I bange for, at det kan skade jer og jeres fremtid, når så mange har fået et indtryk af jer fra programmet?

- Hvis det har betydning for min fremtid, så må det bare være sådan. Jeg skal være socialpædagog og ud at hjælpe de børn, der er præcis som mig. Hvis ikke værre. Jeg skal ud at hjælpe de her piger, som har været med i det her program. Jeg synes ikke, der bliver gjort nok i Danmark for den her gruppe, siger Isabell.

- Jeg vil være kontaktperson, siger Claudia.

- Dem, der har siddet med en fucking bog og læst, fatter det ikke. De fatter ingenting. De ved ikke, hvordan det er at blive sur og kaste rundt med tingene. De kan ikke sætte sig ind i det, fordi de ikke selv har prøvet det, siger Claudia.

De fire afsnit af 'Prinsesser fra Blokken' kan ses her frem til januar. Nedenfor kan du se Emma Stephansen Madsen og Camilla Ludvig, som fortæller om, hvordan de synes, det har været at være med i 'Prinsesser fra Blokken'.

Facebook
Twitter