Dansk PEN om angreb: Det er et chok

Dansk PEN er rystet over angrebet Charlie Hebdo. – Vi må være endnu klarere i mælet og gå endnu hårdere op imod truslerne, siger foreningen.

Mindst 11 personer er indtil nu erklæret døde, mens 10 er er sårede efter angrebet på det franske satiriske nyhedsmagasin, Charlie Hebdo. (Foto: IAN LANGSDON)

Angrebet på det franske satiriske nyhedsmagasin Charlie Hebdo bør ikke få tegnere, forfattere eller andre kunstnere til at censurere sig selv.

Det mener den daglige leder af dansk PEN, Mille Rode.

- Det må altid være op til den enkelte at gøre op med sig selv, hvad man kan leve med af risici. Men personligt får angrebet mig til at tænke, at vi – netop fordi vi ikke kan leve med det her – må være ekstra klare i mælet og gå endnu hårdere op imod truslerne, siger hun til DR Kultur.

- Det er dybt beskæmmende

Selv er Mille Rode er rystet over angrebet.

- Det er et chok. Det er dybt beskæmmende og meget, meget bekymrende, at den slags ting sker. Vi kan aldrig nogensinde leve med, at vold og terror på denne måde skal lukke munden på nogen, siger hun.

- Jeg føler, det er min ven

Formand for Danske Bladtegnere, Lars Refn, kalder angrebet for ”totalt rystende” og fordømmer knægtelsen af ytringsfriheden.

- Vi havde besøg af tegneren Tignous fra Charlie Hebdo, der har været rygraden på bladet de sidste 20 år. Han var oppe og besøge os og hjemme at spise hos mig. Jeg føler, det er min ven, og det, der optager mig mest lige nu, er, om nogle af de folk, jeg kender, er blandt de sårede, siger han.

- Vi har været superforsigtige

Lars Refn mener dog ikke, at sagen, hvor tragisk den end er, vil medføre ændringer blandt de danske bladtegnere.

- Det ændrer ikke noget udover, hvordan vi har det lige nu i vores maver. Vi har været superforsigtige, og tegnere skal forholde sig til sit publikum. Men du kan ikke tegne til hele verden, og det er Charlie Hebdos formålsparagraf at kritisere religion. Deres formål er at være blasfemiske, og Charlie Hebdo er et antireligiøst blad, siger han.

Et angreb på den frie presse

Formand for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, fordømmer på journalistforbundets hjemmeside angrebet på Charlie Hebdo:

- Det er et helt forfærdeligt og rædselsfuldt angreb på Charlie Hebdo, vi er vidne til i dag. Men det er ikke blot et angreb på Charlie Hebdo. Det er et angreb på den frie presse alle steder i verden, og det er begået af personer, der foragter demokrati og pressens helt nødvendige rolle i et frit samfund, udtaler han.

Facebook
Twitter