De skribler og plaprer løs, de politiske kommentatorer.
Om skandalesager og personopgør, om det politiske spin og vælgervandringer - og ikke mindst om det kommende valg.
Og det er som om, de er alle vegne; hver gang man skruer op for radioen, tænder for fjernsynet, bladrer i avisen eller checker nyheder på nettet.
Men danskerne orker det faktisk ikke mere og har mest af alt lyst til at bede de mange kommentatorer om at skrubbe ud af deres fjernsyn, radio og avis. Det viser en ny spørgeundersøgelse - en af kommentatorernes egne favoritter - som Gallup har lavet for Magisterbladet.
Spekulationer og enkeltsager
I den svarer hver femte, at de gerne vil høre mindre til de politiske kommentatorer i medierne. Dermed scorer de førstepladsen foran lobbyister og politikere.
- Det var meningen, at de skulle give os et kig ind i maskinrummet på den politiske proces. I stedet handler det om spekulationer, drama og spænding, og det er det, danskerne er trætte af, siger professor og medieforsker fra Roskilde Universitet Mark Ørsten til DR Nyheder.
Dansk politik er ellers det emne, som fylder allermest i danske medier, forklarer han.
Men krav til tempo og produktion er sat i vejret, og politikerne er blevet bange for at mene noget konkret. De to ting har givet de politiske kommentatorer en central ekspertrolle.
- Politikerne er meget tilbageholdende med at sige noget klart, og det giver masser af plads til spekulationer i stedet. Og da er det nemt at hive en kommentator ind, for de er ikke som os forskere bundet af fakta, mener Mark Ørsten.
- Katastrofalt for vores demokrati
Og mens kommentatorerne kloger sig snart sagt alle steder, savner danskerne at høre mere fra helt almindelige mennesker - som dem selv.
Det svarer knap hver tredje i undersøgelsen. Derudover ser de gerne, at journalisterne giver mikrofonen mere til forskere og erhvervsledere.
Og det er et sundhedstegn, mener en forsker, der netop har lavet en ph.d.-afhandling om politiske kommentatorer.
- Det er katastrofalt for vores demokrati, hvis politik bliver lig med strategi og spin, siger Mette Bengtsson fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet til Magisterbladet.
Eksplosiv vækst
Specielt siden 2008 er mediernes brug af kommentatorer eksploderet.
For eksempel er forekomsten af "politisk kommentator" i avisernes spalter mere end firedoblet i perioden 2008-2011, viser ph.d.-afhandlingen.
Kommentatorerne kan ellers sparke ind med deres store indsigt i partiernes politiske dagsorden, værdigrundlag og samarbejdsmuligheder og dermed kvalificerer den politiske debat ved at snakke substans frem for spin.
- Og de er underholdende. Det er et godt udgangspunkt, siger Mark Ørsten til DR Nyheder.
Snak om spin er fremmedgørende
For danskerne kan faktisk godt lide de politiske kommentatorer. Men i en analyse, han lavede sammen med YouGov ved sidste valg i 2011, svarede 49 procent, at spelulationer fylder alt for meget.
Og netop snakken om magt, spin og en masse mennesker, de fleste danskere ikke er på fornavn med, er fremmegørende.
- Det skaber politikerlede og træthed i befolkningen over for politik, siger Mette Bengtsson fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet til Magisterbladet.