Digitale medier vender tilbage til papir

Ugebrevet Mandag Morgen genoplives i en trykt udgave på papir. Også amerikanske Newsweek opgiver kun at udkomme digitalt.

Newsweek og danske Mandag Morgen vender begge tilbage som trykt medie. Netudgaverne bliver fremover ikke det primære produkt men et supplement. (© AP Graphics)

Vi bombarderes med information på nettet. I løbet af få minutter har du sikkert skimtet syv nyheder, inden du iler videre rundt på nettet. Men kan du egentlig huske, hvad du lige har læst?

Hos Ugebrevet Mandag Morgen vil man gerne sikre, at læserne fordyber sig i journalistikken, og at eftertænksomhed får mere plads.

Derfor genoplives Ugebrevet nu i en trykt papirudgave, der udkommer i dag.

Nogle emner kræver eftertanke

For halvandet år siden droppede Ugebrevet ellers helt at udkomme på papir - i stedet satsede mediet på en digital udgave på nettet. Men nu skal nettet og papirudgaven altså supplere hinanden.

- Det trykte ord har en helt særlig evne til at fastholde indtryk og informationer. Nogle emner og dagsordener kræver tid og rum til eftertanke. Og det er i stigende grad en mangelvare i det opskruede digitale mediebillede, skriver Mandag Morgen på sin hjemmeside.

Der står endvidere:

- Med al respekt for de mange fordele, der knytter sig til online-formidling, mener vi, at der er ulemper, hvis den står alene.

Vi læser ikke artikler færdigt

Lektor Rasmus Kleis Nielsen fra Roskilde Universitetscenter kan godt forstå Mandag Morgens beslutning.

- Et medie som Mandag Morgen er i fare for at drukne i nyhedsstrømmen. Det er ikke lange artikler med grafer, der vinder læserne på nettet. I forvejen er der også en tendens til, at vi ikke læser artikler færdige, når vi læser dem på en skærm, siger han til DR Kultur.

Samtidig er det traditionelle amerikanske nyhedsmagasin Newsweek også på vej tilbage på papir, efter en periode som e-magasin til tablets.

Papir er slet ikke dømt ude

Rasmus Kleis Nielsen, der blandt andet forsker i internationale nyhedsmediers udvikling, er ikke overrasket over udviklingen.

- En meget stor del af vores nyhedsforbrug er stadig baseret på papir. Det har typisk været en reaktion på en krise, når medier opgav papirplatformen - og det er meget sjældent noget, der er gået godt. Print er stadig centralt for de fleste mediehuse, da det er der, man tjener de fleste penge, siger Rasmus Kleis Nielsen.

Overraskende at Newsweek droppede papir

Han mener, at det var mere overraskende, da Newsweek droppede papirmagasinet, end nu hvor mediet er på vej til at udkomme på sin gamle og velkendte platform.

- Det siger noget om, at man skal passe på med at tro, medier erstatter hinanden, som var det en evolutionsproces. Det er klart, at medierne skal tilpasse sig en ny virkelighed. Mens mange har haft travlt med at sige, at det digitale er den eneste vej, så er det nok nærmere tilfældet, at det digitale kun er én del af vejen frem, siger lektoren.

Han peger desuden på, at cirka 80 procent af indtægterne i mediehusene stadig kommer fra papirproduktet, da det er sværere at tjene penge på annoncer på nettet.

Facebook
Twitter