Dokumentarist: Jeg har ikke været naiv i Somalia

Dokumentaristen Rasmus Krath forklarer nu, hvordan en skuespiller kunne ende som pirat i hans dokumentarfilm fra Somalia, som blev vist på DR2 i 2010.

I dokumentarfilmen 'På rejse med kamera og Kalashnikov - piraternes kyst', som blev vist på DR2 den 2. februar 2010, medvirker flere pirater.

Men i hvert fald en af dem var tilsyneladende slet ikke pirat, men skuespiller betalt af en mellemmand for at tilfredsstille udenlandske journalisters behov for interview med pirater.

Dokumentaristen Rasmus Krath afviser, at han var naiv, fordi en af de fire pirater, som han interviewede i Somalia, nu viser sig at være en skuespiller.

- Jeg brugte mine kontakter på at tjekke, at piraten var ægte, og det blev verificeret af flere uafhængige kilder. Jeg brugte fire timer med ham og troede på ham, da jeg sad der, siger han til TV Avisen 21.30.

Rasmus Krath siger, at der forud for den tre måneder lange rejse rundt i Somalia lå tre års forarbejde, og piraterne fik han kontakt med via forskellige kanaler.

- Kriminelle mennesker kan godt lide opmærksomhed, og derfor havde piraterne ingen problemer med at stå frem dengang. Men det ønsker de ikke mere, siger han.

Den engelske tv-kanal Channel 4 har talt med en række somaliere, som fortæller, hvordan de optræder som pirater i udenlandske medier, selvom de blot er skuespillere.

Tjener penge på fusk

Skuespillerne arbejder for fixere, som lever af at skabe kontakt mellem lokale pirater og udenlandske journalister. Ved at udgive sig for at være pirater får skuespillerne penge af fixererne, som så bliver betalt af journalisterne, skriver Channel 4-News.

En af somalierne, der i Channel 4 står frem som skuespiller, medvirkede i Rasmus Kraths dokumentar.

- De hvide mænd ville have pirater, og vi blev betalt, siger piraten til Channel 4.

DR ikke bekymret

DR, som sendte dokumentaren, mener dog ikke, at udsendelsen har mistet sin troværdighed på grund af den falske pirat.

- Præmissen for Rasmus' dokumentar er ikke, at der findes pirater i Somalia. Præmissen er at skabe en forståelse af samfund som Somilia og Kenya, hvor der både er pirater, fattigdom og desperation, siger Mette Hoffmann Meyer, DR-redaktør for eksterne dokumentarer.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk