DR afviser ansvar i økonomisk Eurovision-skandale

Projektselskabet bag Eurovision har lånt flere penge af DR end først antaget. Det viser en ny redegørelse fra DR.

Wonderful Copenhagen har tidligere sagt, at DR skruede op for ambitionerne undervejs, hvilket fordyrede projektet, og at DR dermed også har en del af skylden for budgetoverskridelserne. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Der har længe været kritik af budgetoverskridelsen efter Eurovision. Nu fastholder DR sin uskyld i Eurovision-økonomirodet.

Det sker i en helt ny redegørelse fra DR om de kontraktlige forhold mellem netop DR og Projektselskabet under Wonderful Copenhagen, som Kulturministeriet har bedt om.

Redegørelsen viser blandt andet, at Projektselskabet ikke kun skylder DR 27 millioner, men i alt 38 millioner kroner. Projektselskabet har allerede afdraget på sit lån fra DR, da gælden tidligere var på hele 43,2 millioner kroner.

"DR har levet op til sine forpligtigelser"

DR skriver i redegørelsen, at aftalen mellem DR og Projektselskabet indebar, at værtsbyen - og dermed Projektselskabet selv - skulle stille en venue til rådighed.

Dermed var det Projektselskabets ansvar, at forholdene i B&W Hallerne var på niveau med etablede venues som f.eks. Malmø Arena.

Desuden skriver DR, som kun skulle stå for afholdelsen af selve showet, at DR har levet op til sine forpligtigelser i forhold til aftalen.

DR: Vi har ikke ansvar for underskud

- Det fremgår klart af opgavefordelingen i Værtsby- og venueaftalen, at DR ikke er ansvarlig for projektselskabets underskud, skriver DR.

Derimod har Wonderful Copenhagen tidligere sagt, at DR skruede op for ambitionerne undervejs, hvilket fordyrede projektet, og at DR dermed også har en del af skylden for budgetoverskridelserne. Det skete blandt andet, da DR krævede, at tre søjler blev fjernet fra B&W Hallerne, så man kunne gøre plads til panoramakameraer.

DR skriver dog, at det allerede fra starten var en forudsætning, at B&W Hallerne havde akustikforhold svarende til en moderne arena, og at de tre søjler skulle fjernes.

- DR's ambitioner ændrede sig ikke i perioden, men var klare fra begyndelsen, står der i redegørelsen.

En regning på 112 millioner kroner

I redegørelsen står der også, at DR accepterede en række ændringer og delvise bortfald af de opgaver, som Projektselskabet skulle foretage, og at DR overtog opgaver fra selskabet uden beregning for at sikre gennemførslen af Eurovision.

Du kan se hele redegørelsen her.

Eurovision var oprindeligt budgetteret til at koste omkring 36 millioner kroner, men i alt endte regningen på 112 millioner kroner.