DR droppede politiker-kritisk satireindslag

DR2s Søndag Live ville tjekke, om politikere på baggrund af en række stærkt usandsynlige påstande ville kritisere Lars Løkkes forbrug af GGGI's midler. Men indslaget blev skrottet af etiske årsager.

Jonas Dahl fra SF var en af de politikere, som udtalte sig i det skrottede indslag. (© Scanpix)

DR2's nye søndagssatsning Søndag Live skrottede forleden et indslag, der skulle sætte fokus på, hvor langt politikerne ville gå i deres iver for at kritisere Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. Derfor præsenterede en af programmets medarbejdere en række usandsynlige påstande om Lars Løkkes rejseudgifter i den internationale miljøorganisation GGGI for fire af de skarpeste kritikere.

I interviewene med politikerne fortalte programmedarbejderen, der sagde, han var journalist, at Lars Løkke havde brugt et beløb - formentlig 4000 kroner - på manicure og pedicure, at han skulle have købt tandstikker med bøffelsmag, og at han skulle have brugt tusindvis af kroner på at få fragtet en udstoppet gazelle hjem fra Abu Dhabi.

Det skriver BT.

Tre politikere gik i fælden

Indslaget skulle belyse, i hvor stor grad politikerne ville dobbelttjekke de oplysninger, de fik præsenteret af en journalist.

Ifølge BT gik tre af de i alt fire politikere i fælden og var klar til at kommentere de noget besynderlige påstande. En af dem var Jonas Dahl fra SF.

- Min telefon er åben fra klokken 5 om morgenen til klokken 01 om natten. Journalister ringer til mig og forventer at få en kommentar - fra hoften. Mit udgangspunkt er, at folk taler sandt, at dét, de fortæller mig, er sandt; at reportere, der siger, at de ringer på vegne af DR ikke lyver mig op i mit åbne ansigt, siger Jonas Dahl til BT.

Ikke etisk skridsikkert

Tæt på programmets deadline valgte DR dog at droppe indslaget. Det fortæller Morten Hesseldahl til DR Kultur.

- Der er tre ting, der skal gøre sig gældende, når man laver satiriske indslag. Emnet skal være relevant, det skal være morsomt, og så skal det være etisk skridsikkert, siger han og peger på, at det var etikken, det haltede med i indslaget.

Han mener ikke, at de fire politikere kendte nok til grundlaget for indslaget og i forvejen vidste, hvad de deltog i.

Morten Hesseldahl ønsker ikke at yderligere at uddybe, hvorfor indslaget blev taget af sendefladen, da det alligevel ikke blev bragt. Dog mener han, at emnet var relevant, men at det kunne gøres på andre måder.

Facebook
Twitter