DR fyrer direktør

DR sammenlægger to afdelinger og fyrer i den forbindelse direktøren for HR og kommunikation, Elisabeth Geday.

DR sammenlægger to afdelinger og fyrer i den forbindelse direktøren for HR og kommunikation, Elisabeth Geday (billedet). (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

To afdelinger bliver til én når DR til efteråret sammenlægger Jura, Politik og Strategi og med Kommunikation og HR.

Sammenlægningen betyder, at HR- og kommunikationsdirektør, Elisabeth Geday, stopper i DR.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Fremover bliver det den nuværende direktør for Jura Politik og Strategi, Caroline Reiler, der skal stå i spidsen for den nye afdeling.

Skal spare 75 millioner kroner

Sammenlægningen af de to afdelinger er første led i en række besparelser, som DR skal gennemføre i løbet af efteråret.

Det sker som en direkte konsekvens af forårets medieforlig, hvor DR fik besked på at spare 75 millioner kroner.

DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, håber, at sammenlægningen vil medføre et større samarbejde på tværs af afdelingerne.

- Jeg tror, at vi ved at samle to sidestillede stabsfunktioner både kan skabe en mere enkel og fleksibel organisering og samtidig opnå et tættere samarbejde mellem to områder, som har klare og åbenlyse snitflader, siger Maria Rørbye Rønn.

Ingen er fredet

Hun understreger samtidig, at ingen afdelinger er fredet, i forbindelse med efterårets besparelser.

- Samtidig jeg har hele tiden forsøgt at være åben om, at den prioriteringsopgave, som vi står overfor som organisation potentielt vedrører alle afdelinger - og alle lag i huset, siger hun.

Elisabeth Geday har været tre år på DR, og glæder sig nu til nye udfordringer, siger hun.

- Jeg er ked af at sige farvel til DR, men omvendt er det min erfaring, at når en dør bliver lukket, så viser der sig altid nye spændende muligheder andre steder, siger Elisabeth Geday i pressemeddelelsen.

Facebook
Twitter