DR løfter sløret for ny tv-kanal: Her er DR3

Ny tv-kanal fra DR går i luften i 28. januar.

Mester og praktikant mødes i en nervepirrende duel på 10 meter vippen, når Anders Lund Madsen og Thomas Skov skal duellere i udspring i premiereudgaven af Thomas Skovs Sportsprogram på DR3. (Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

En ny tv-kanal er på trapperne, oplyser DR Presse tirsdag. Navnet kommer til at ligge i forlængelse af søsterkanalerne DR1 og DR2, og under overskriften "Vi vender verden på vrangen" vil DR3 lave tv, som primært henvender sig til de 15-39-årige.

Lanceringen af DR3 sker i forbindelse med en større omlægning af alle tv-kanalerne i 2013, og allerede fra den 28. januar kan man kigge med på den nye kanal, der vil have fokus på både videnskab, dokumentar, humor, sport, fiktion og musik, lyder det i pressemeddelelsen.

Nye og gamle kendinge

Blandt de mange nye programmer på kanalen, vil en række kendte navne være nogel af ansigterne på skærmen. Thomas Skov vil eksempelvis i programmet 'Thomas Skovs Sportsprogram' afprøve nogle af verdens lidt mere ukendte sportsgrene sammen med sin tidligere læremester Anders Lund Massen.

De nye drenge i klassen bliver Peter Falktoft og Esben Bjerre fra P3's program Monte Carlo. På DR3 vil de kunne ses i programmet 'Monte Carlo elsker Putin', hvor de "vil gå i Præsident Putins fodspor og opleve Rusland". Ud over det kan man følge rapperen Kidd i en mindre dokumentarserie og desuden blænder kanalen op for HBO-serien 'Girls', der netop har vundet to Golden Globe-priser. Læs mere om de nye programmer DR3s side her.

Afløser DR HD

Kanalen kommer til at afløse den tidligere kanal DR HD. De seere, som derfor hidtil har modtaget DR HD, vil fra den 28. januar automatisk kunne se DR3 i stedet.

De seere, som ikke kan modtage DR HD, og dermed heller ikke kan se DR3, kan søge mere information på dr.dk/modtagelse.

Ud over lanceringen af DR3 vil 2013 også byde på en relancering af DR2, en omlægning af DR K samt en ny børnekanal, DR Ultra, der blandt andet vil sende tv-nyheder til børn.

Facebook
Twitter