DR lukker ned for 'Café Hack' efter penge-skandale

SK productions, der producerer 'Café Hack' på P4, har taget over en million kroner for at sende programmet ude af huset. Og det er i strid med DR's retningslinjer.

I maj 2014 sendte Café Hack et program på Venø Efterskole, hvilket skolen og kommunen ifølge Radio24syvs oplysninger har betalt produktionsselskabet bag 85.000 kroner for. Den dag var blandt andre Lars Lilholt gæst i programmet. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Med øjeblikkelig varsel ophører DR sit samarbejde med SK Productions, der producerer radioprogrammet 'Café Hack', der sendes hver søndag på P4.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Og det betyder, at Danmarks næstmest lyttede radioprogram har sendt for sidste gang på kanalen.

Det skyldes, at produktionsselskabet har krævet penge for at sende fra forskellige destinationer rundt om i landet, hvilket er i strid med DR's regler.

DR's radiochef: Ingen anden udvej

- Det er en alvorlig sag for alle parter, når vi på denne måde skal afslutte et samarbejde med et produktionsselskab, som vi har arbejdet sammen med i rigtigt mange år. Men der er desværre ikke nogen vej uden om, siger radiochef i DR, Gustav Lützhøft, i en pressemeddelelse.

'Café Hack' sender normalt fra caféen Café Hack ved Aarhus Teater. Men hver sommer drager det populære P4-program på sommerturné og sender fra andre destinationer.

Ifølge en rundspørge, Radio24syvs har foretaget de steder, 'Café Hack' har sendt fra i perioden 2013 til 2016, har produktionsselskabet SK Productions, som vært på programmet Søren Dahl er medejer af, krævet penge fra flere af destinationerne. Et samlet beløb på over en million kroner.

Og det er i strid med DR's regler om skjult sponsorering.

- Der er ingen tvivl om, at SK Productions i forbindelse med produktionen af sommer-versionerne af ’Cafe Hack’ har overtrådt DR's retningslinjer, når de har opkrævet penge fra de enkelte steder, siger Gustav Lützhøft.

Han siger desuden, at DR ikke har grund til at tro, at de steder, programmet har sendt fra, har haft redaktionel indflydelse på programmet.

- Men det skal være helt klart, at man selvfølgelig ikke kan købe sig til eksponering i DR's radioprogrammer. Derfor er vi også nødt til at tage det store skridt, det er, at stoppe samarbejdet.

DF: Pengene skal betales tilbage

Medieordfører i Dansk Folkeparti, Morten Martinus, sagde i går til Radio24syv, at DR bør bede produktionsselskabet betale pengene tilbage.

- Det er ikke rime­ligt at kræve penge for at tage ud i lan­det, nu når de alle­rede mod­ta­ger licens­mid­ler fra DR.

Café Hack var indblandet i en lignende sag allerede i 2008, skriver Radio24syv.

Her blev Roskilde Kommune tilbudt et besøg af programmet for 175.000 kroner. Dengang sagde DR's daværende radiochef, Ole Mølgaard, at DR havde indskærpet over for 'Café Hack', at DR ikke modtager sponsorater.

Radio24syvs undersøgelse

  • Radiostationen har kontaktet samtlige 36 destinationer, som Café Hack har besøgt i deres sommerprogrammer fra 2013 til 2016. 15 af dem oplyser, hvor mange penge de har betalt for besøget - og for at blive eksponeret for programmets cirka en million lyttere.

  • De 15 besøg beløber sig til 1.162.548 kro­ner.

  • Det reelle beløb er dog højere, da yderligere fire destinationer ikke oplyser, hvor mange penge de har givet.

  • 10 destinationer har ikke svaret på Radio24syvs henvendelse, og fem oplyser, at de ikke har betalt.

Facebook
Twitter