DR: Naser Khader må stoppe på radioprogram

Naser Khaders politiske comeback for De Konservative betyder, at han må stoppe som vært på P1-programmet 'Arabiske Stemmer', siger DR. Men det er helt unødvendigt, mener Naser Khader selv.

’Arabiske Stemmer’ er ikke et politisk program, men ren folkeoplysning og public service, siger Naser Khader, der ikke mener, han bør stoppe som vært for programmet, nu da han er blevet folketingskandidat.

Kan Naser Khader føre konservativ politik og samtidig fortsætte som troværdig vært på P1-programmet ’Arabiske Stemmer’?

"Ja" mener Naser Khader selv, der på ingen måde ser de to roller som uforenelige.

- Jeg har sagt til DR's ledelse, at jeg meget gerne vil fortsætte på programmet, så det håber jeg bestemt på sker. ’Arabiske Stemmer’ er jo ikke et politisk program, men ren folkeoplysning og public service. Så jeg ser intet problem i at fortsætte som vært, selvom jeg skulle blive valgt ind i Folketinget, siger Naser Khader til DR Kultur.

DR: Vi har sagt til Naser det ikke går

Siden 2012 har Naser Khader hver fredag diskuteret aktuelle emner fra den arabiske verden i P1-programmet Arabiske stemmer’. Først med journalist Helen Hajjaj og senere sammen DR's tidligere mellemøstkorrespondent Steen Nørskov.

Men Naser Khaders rolle som DR-radiovært kommer til at stoppe, siger redaktionschef hos DR Danmark, Judith Skriver, der er ansvarlig for ’Arabiske Stemmer’.

Hun undrer sig over Naser Khaders udmelding, da hun allerede har meddelt den konservative folketingskandidat, at han ikke kan fortsætte.

- Allerede i går fortalte jeg Naser Khader, at vi ikke kan leve med hans dobbeltrolle. Det strider imod DR's programetik, at have en politiker ansat, der har nogen af de samme værdipolitiske mærkesager, som han udtaler sig om som vært, siger redaktionschef Judith Skriver til DR Kultur.

Har muligvis sendt sidste gang

Hun understreger, at hun er ked af at Naser Khader stopper, da han har været en stor gevinst for programmet. Men der er ingen vej udenom, mener hun.

- Hvis der blev udskrevet valg nu, ville han blive taget af programmet med det samme, og vi bliver muligvis også nødt til at tage ham af programmet allerede på fredag, da man kan diskutere, om valgkampen ikke allerede er startet, siger Judith Skriver.

Naser Khader mener, der er tale om en speciel situation, da han ikke er fastansat af DR, og aldrig er blevet beskyldt for at være politisk i programmet.

- Der er aldrig nogen, som har klaget over programmet eller beskyldt mig for at være politisk på den ene eller anden fløj, når jeg har udtalt mig som vært, siger Naser Khader.

Khader: Jeg er en undtagelse

Han påpeger, at der er politikere repræsenteret i andre af DR's radioprogrammer.

- Bare se på et program som ’Mads og Monopolet’. Ligesom i ’Arabiske Stemmer’ sidder man og diskuterer dilemmaer. Og der er ofte politikere med i panelet, siger Naser Khader.

Men den sammenligning holder ikke, mener Judith Skriver.

- Udenrigspolitik er jo en af Naser Khaders mærkesager, og hvis han fortsatte på programmet, ville han jo få en fast talerstol på DR til at udbrede den. Det går simpelthen ikke, siger Judith Skriver.

Hun vil snart gå i gang med at finde ud af, hvem der skal afløse Naser Khader som vært på ’Arabiske Stemmer’.

- Men jeg så gerne, at Naser Khader vendte tilbage til Arabiske Stemmer’ som gæst, for han har jo masser af viden indenfor programmets området, siger Judith Skriver.

FacebookTwitter