DR-Vagthund: 21 Søndag-indslag er på den rigtige side af stregen

Et nyhedsindslag i 21 Søndag er blevet beskyldt for at være reklame for en DR-korrespondents nye bog. Men indslaget kunne ikke være lavet anderledes, mener seer-, bruger- og lytteredaktør på DR.

Den danske fotograf Daniel Rye (billedet) var gidsel i næsten 400 dage hos Islamisk Stat i Syrien. Søndag den 11. oktober bragte 21 Søndag et 20 langt indslag med ham. Indslaget var lavet af journalisten Puk Damsgaard, der udkom med en bog om Daniel Rye, dagen efter indslaget blev sendt.

Det var orden, at DR mellemøstkorrespondent, Puk Damsgaard, lavede et 20 minutter langt nyhedsindslag om et tidligere dansk gidsel hos Islamisk Stat, selvom hun dagen efter indslaget udkom med en bog om selvsamme person.

Det vurderer den uafhængige seer-, bruger- og lytteredaktør på DR, Jacob Mollerup over for DR Kultur.

Han mener, det ville være ”ude af proportioner”, hvis DR på grund af en bog ikke ville kunne bringe Puk Damsgaards indslag om Daniel Rye, der var gidsel hos Islamisk Stat i næsten 400 dage.

Redaktør: Seerne skal have den bedst mulige version

- Når DR's journalister skriver bøger i deres fritid, er det vigtigt, at de ikke får særbehandling på sendefladen. I denne sag er selve historien imidlertid helt oplagt, og store medier på stribe har stået i kø for at bringe beretningerne. Mig bekendt er bogen heller ikke blevet nævnt i DR-indslaget. Samlet synes jeg, det falder på den rigtige side af stregen, siger Jacob Mollerup til DR Kultur.

Indslaget i 21 Søndag blev blandt andre kritiseret af forskningschef i medieret og presseetik ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Vibeke Borberg, i Jyllands-Posten.

I DRs etiske retningslinjer står der, at man ikke må sammenblande private interesser med arbejdet. Er det ikke det, som er sket her?

- Hvis man skal tage den fulde konsekvens af den paragraf, vil resultatet jo blive absurd. Vi taler om en historie, som har været i alle medier, og DR’s seere skal selvfølgelig også have den bedst mulige version. Det får de, når Puk Damsgaard laver indslaget, siger Jacob Mollerup til DR Kultur.

Du kan se hele Puk Damsgaards interview med det tidligere IS-gidsel Daniel Rye, her.