Drop gallerierne – Instagram er nutidens kunstmarked

Kunstnere og gallerier er kommet på det billedbaserede Instagram. Det har gjort det sociale medie til stedet, hvor kunstinteresserede køber kunst.

Hos mange gallerier er det muligt at købe kunst via Instagram. (© (c) DR)

Instagram blev lanceret i oktober 2010 og har i dag over 300 millioner brugere.

Blandt dem er mange kunstnere og ikke mindst gallerier, for Instagram er blevet stedet, hvor kunstinteresserede nemt kan se, finde og købe kunst.

Det skyldes ifølge galleriejer Jacob Bjørn, at det sociale medie i særdeleshed egner sig til at vise kunst frem med henblik på at skabe interesse og salg.

- Det er klart den platform, du hurtigst kan trænge igennem på, for der er ingen reklamer på Instagram. De kunstsamlere, jeg skyder efter, de bruger kun Instagram til kunst, fortæller Jacob Bjørn.

Er et strømlinet medie

Ifølge Jacob Bjørn er en af styrkerne ved Instagram, at man kan bruge det meget professionelt.

- Min egen Instagram-konto er udelukkende til kunst, så der er ingen forstyrrelser. Der kommer ikke familiebilleder eller den lille kusines katte-billeder op i folks feed, hvis de ikke vil have det, og sådan bruger mange Instagram, fortæller han.

Køber kun kunst, man kender

Kunstsamler og kunstblogger Peter Ibsen ejer et sted mellem 100 og 150 værker. Han anslår at mellem 10 og 15 af dem er nogle, har han erhvervet sig via Instagram. Sidste gang, han købte kunst via det sociale medie, var i maj.

- Instagram er ikke en online-shopping-portal. Der er ikke en ’klik her og køb’-knap. Man ser noget, man finder interessant, og så tager man dialogen op derfra. Dialogen indledes bare på Instagram, siger Peter Ibsen.

Han fortæller, at det kun de færreste, som er villige til at købe kunst i 100.000 kroner-niveauet, som de har set på Instagram. Folk køber kun kunst via Instagram, som de i forvejen har et rigtig godt kendskab til.

- Jeg har ikke købt noget, hvor jeg ikke kendte kunstneren eller ikke havde set værket før. Det handler meget om, om du har tillid til det galleri, som lægger ting op, eller om du kender kunstneren og måske har værker fra samme i forvejen, siger Peter Ibsen.

Op mod otte procent af omsætningen

Kunst, som sælges via Instagram, udgør hos flere gallerier en betydelig andel af omsætningen. Det fortæller flere galleriejere og direktører, herunder også Dannie Vieten fra Edition Copenhagen, der ugentligt har salg via Instagram.

- Hvis man kigger på vores sidste regnskabsår, så har otte procent af vores samlede omsætning været fra sociale medier. Vi har set Instagram som et slags brandingværktøj, men det har også vist sig at være en glimrende forretning at være derinde, fortæller Dannie Vieten.

Også indehaver af Galleri V1, Jesper Elg, oplever stor aktivitet på Instagram.

- Det sker et par gange om ugen, at der kommer henvendelsen til os omkring salg og fremvisning. Vi har kun været aktive (på Instagram, red.) i et år, og vi har ca. 7000 følgere. Og hver dag kommer nye til, fortæller Jesper Elg.

Lokale gallerier bliver globale

En af hovedårsagerne til, at kunsthandel via Instagram er blevet så omfattende, skyldes, at alle gallerier får en meget større potentiel kundekreds via det sociale medie.

- Instagram øger tilgængeligheden til gallerier, som er placeret uden for hovedstæderne. Jeg har ligeså stor chance for at komme i kontakt med en stor samler i New York som et andet galleri New York har. Derfor er det supergodt redskab, fortæller galleriejer Jacob Bjørn.

Må ikke blive et slagskatalog

Kunstsalg via Instagram er en balancegang. For profilen må ikke signalerer salg alt for meget, mener Dannie Vieten.

- Jeg tror ikke, man skal lave sin Instagram meget kommerciel, for hvis du kun er kommerciel og sætter priser på alt, så kan folk godt blive en lille smule trætte af det, for så propper du noget ned i halsen på dem. Det kan give bagslag.

En model der vil eskalere

Selvom salg af kunst via Instagram er en balancegang og medfører potentielle faldgruber, bliver modellen spået en stor fremtid.

- Det eskalerer fra nu af. Vi har slet ikke nået højden af, hvor mange gallerier der kan bruge Instagram. I starten var det de gallerier, som handlede i udlandet, der brugte Instagram. Men nu er det også gallerier, som handler nationalt, siger Jacob Bjørn.

Kunstsamler og kunstblogger Peter Ibsen spår også kunsthandel på Instagram en stadig større fremtid. Også fordi at kunstmarkedet på Instagram kan bruges som et kvalitetsredskab, hvor man kan holde øje med, hvilke kunstnere og kunstsamlere der viser interesse for en bestemt kunstner. Ifølge ham giver det en sikkerhed for, at et værk kan være særlig interessant at købe.

- Hvis du går efter noget, som koster 50.000-100.000 kroner vil man gerne vide, at man kan få pengene tilbage en eller anden dag, hvis man sælger det, fortæller Peter Ibsen.

Facebook
Twitter