DR's generaldirektør: Ny medieaftale indeholder udfordring

Når erhvervslicensen fjernes med ny medieaftale, skal DR spare mange millioner. Generaldirektøren ved endnu ikke hvor.

Aftalen faldt på plads torsdag aften, hvor kulturministeren blev enig med alle Folketingets partier om en ny medieaftale. DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn er godt tilfreds.

Ifølge den nye medieaftale skal DR spare et millionbeløb, men først til efteråret kan generaldirektøren svare på, hvad besparelserne vil betyde for seerne.

- Jeg er rigtig glad for, at alle Folketingets partier har indgået en fireårig aftale om DR's rammer og økonomi, som både vil skabe ro omkring vores virksomhed, men også sikre en bred opbakning til public service og den rolle DR spiller.

- Og der synes jeg, det er afgørende, at den aftale sikrer, at DR kan udvikle sig og flytte hen på de platforme, hvor danskerne befinder sig, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn med henvisning til, at der i den nye medieaftale ikke er blevet lagt begrænsninger på DR's udvikling på internet og mobil.

En udfordring

Aftalen faldt på plads torsdag aften, hvor kulturminister Marianne Jelved blev enig med alle Folketingets partier om en ny medieaftale.

Det betyder, at der nu er enighed om, hvordan licenskronerne skal fordeles hos DR, TV2-regionerne, Radio24Syv og Det Danske Filminstitut.

- Aftalen indeholder også en udfordring, da det er blevet besluttet, at erhvervsvirksomheder og offentlige institutioner ikke længere skal betale licens, og det betyder et hul i DR's budgetter på 75 millioner. Det skal vi selvfølgelig igennem en proces for at finde ud af, hvordan vi finder de penge, siger generaldirektøren.

Hvilken betydning vil det have for seerne?

- Det er for tidligt at sige nu. Det skal vi finde ud af i DR's ledelse henover sommeren. Og så er jeg sikker på, at vi i efteråret har en plan for, hvordan vi finder de 75 millioner, siger hun.

Kommer det til at koste stillinger i DR?

- 75 millioner er mange penge. For eksempel koster vores Ramasjang-kanal cirka 75 millioner at drive, eller det der svarer til halvdelen af det vores kor- og orkestervirksomhed koster.

- Men det er klart, at vi skal finde ud af, hvordan vi laver nogle omprioriteringer eller nogle fravalg, og det arbejde tager vi hul på nu her, siger generaldirektøren.

Er du tilfreds eller skuffet over aftalen?

- Jeg er godt tilfreds med den her aftale.

Facebook
Twitter