DR's nye kanaler går i luften til marts

Den nye DR2, det nye Ramasjang og DR Ultra har fået en lanceringsdato: 4. marts. Samtidig siger DR farvel til nyhedskanalen DR Update.

Det har været længe undervejs, men nu er lanceringsdatoen for DR's tre nye tv-kanaler på plads.

Om mindre end en måned, 4. marts, kan man tænde for den nye samfundskanal DR2, den nye version af Ramasjang - kanalen for de yngste, samt DR Ultra for de store børn.

Samtidig lukker DR nyhedskanalen DR Update.

Det skriver DR Presse.

24 timers samfundskanal

Det nye DR2 bliver en 24 timers samfundskanal med internationalt udsyn og et miks af løbende nyhedsopdateringer, analyser, debat, satire og dokumentarer. Kanalen får en række nye programmer og værter, deriblandt Niels Krause-Kjær, Martin Krasnik og tidligere skatteminister Thor Möger, der bliver vært på et debatprogram.

Ifølge DR Presse bliver kanalen anderledes end sin forgænger med samme navn, men kanalen holder fast i det særligt DR2'ske som begavelse, dybde og grundighed.

Seerne vil også fortsat kunne finde en række af de programmer de kender fra det 'gamle' DR2 - herunder Deadline, Debatten, Detektor og Dokumania. Nyt bilver det dog at kanalen kommer ti at få løbende nyhedsopdateringer og en helt ny morgen- og eftermiddagsflade. Tidligegere Deadline-vært og tidligere kanalchef for det nye DR2 Adam Holm bliver en af kanalens nyhedsværter.

-DR2 vil fortsat være den begavede kanal med troværdighed, originalitet og fingeren på pulsen. Men det bliver med nye programmer, nye værter og 24 timer i døgnet. Derfor kan man - til forskel fra i dag - både stå op og komme hjem til DR2. Det bliver i højere grad end nu en helstøbt kanal, siger kanalchef for DR2 Michael Thouber til DR Presse.

Noget for små og lidt større

Kanalen DR Ramasjang får en ny målgruppe og vil være DR's public service-tilbud til børn i alderen 3-6 år. Dermed får de små deres egen kanal med nyt indhold og genkendelige klassikere.

Kanalen bliver et børneunivers med fokus på leg og læring, hvor forældre trygt kan lade deres børn kigge med, skriver DR Presse.

Den nye DR Ultra henvender sig til de større børn i alderen 7-12 år. Her vil der også være plads til det sjove og det legesyge, men kanalen vil også tage livtag med mere alvorlige emner, som tager udgangspunkt i børnenes egen hverdag, skriver DR Presse.

Blandt andet vil der være nyheder for børn på programmet.

- Der er kæmpestor forskel på at lave tv til de alleryngste og så til skolebørn. Med to børnekanaler kan vi både lave et rigtig godt og trygt tilbud til de mindste og samtidig løfte de ambitioner, vi har om at engagere de større børn i deres eget og hinandens liv og gøre en positiv forskel i forhold til de udfordringer, som børnene oplever i deres hverdag, siger Kirstine Vinderskov, der er kanalchef på DR Ultra og DR Ramasjang til DR Presse.

Også relancering af DR1

DR er samtidig i gang med en større omlægning af sine tv-kanaler. DR1 gik i luften med sin nye profil i efteråret, og kanalen for de yngre seere, DR3, sendte for første gang den 28. januar.

- Vi har skærpet public service-profilen på DR1, ligesom vi er gået i luften med et helt nyt DR3 for de yngre seere. Og med lanceringen af DR2 og de nye børnekanaler, er vi godt på vej med den omlægning, som skal skabe et bedre tilbud til seerne på tværs af vores tv-kanaler. Målet er lige så enkelt, som det er ambitiøst; nemlig at levere et relevant og stærkt public service-tilbud til alle danskere, siger DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn til DR Presse.

Facebook
Twitter