Ekspert efter ordduel i ’Debatten’: DR opildner selv til lokumssprogsdebat

I ’Debatten’ på DR2 torsdag beskyldte Søren Espersen Yahya Hassan for at tale ”lokumssprog”, og Yahya Hassan sagde, at Espersen skulle fyres. Tv-journalister har et stort medansvar for den form for debat, mener eksperter.

I torsdagens udgave af ’Debatten’ blev Yahya Hassan beskyldt for at tale lokumssprog. Medierne har et medansvar for den form for debat. (© dr)

Nationalpartiets Yahya Hassan taler lokumssprog, og Dansk Folkepartis Søren Espersen skal fyres.

Der var fyldt godt op i spandene, da Nationalpartiet og Dansk Folkeparti i går kastede med mudder i de to klip fra DR2-programmet ’Debatten’, som tidligere fredag blev vist på dr.dk.

Men selv om underholdningsværdien er høj, så skader sådanne debatter mere end de gavner. Det mener retorikeksperter, som DR Kultur har talt med.

- Det har intet med debat at gøre. Det, man ser, er talere, der hver har deres oneliner – et velkomponeret ord, som for Søren Espersen er ordet ”lokumssprog”, og som for Yahya Hassan er ”en spejling af den offentlige debat”, siger Jonas Gabrielsen, lektor i retorik ved Roskilde Universitet.

Tv-mediet har et medansvar

Selv om den personlige mudderkastning kommer fra politikerne, så mener Jonas Gabrielsen, at særligt tv-journalisterne har en stor del af ansvaret for, at den generelle debatform udvikler sig så konfrontatorisk.

Jonas Gabrielsen har analyseret flere journalistiske interviews med politikere. Her viser det sig, at interviewstilen ofte kører på konflikten og personangreb frem for at spørge ind til, hvad politikerne egentlig vil arbejde for.

Derfor mener han, at den kritiske tv-journalistisk mere handler om at få politikeren til at modsige sig selv, frem for at stille interessante spørgsmål.

- Det er meget tv-mediets vilkår, at det i den grad skal være underholdende, så man sikre gode seertal, men det har ikke meget med den egentlig politik at gøre, siger Jonas Gabrielsen.

Et eksempel på det fra ’Debatten’ på DR2 er, at man som seer ikke bliver klogere på, hvad Nationalpartiet egentlig vil i klippet. I stedet får man kun at vide, hvad partiets formand mener om Søren Espersen, siger Jonas Gabrielsen. Derfor mener han, at sådanne diskussioner mere skader vælgernes syn på den demokratiske debat.

- Det hjælper ikke borgerne med at finde ud af, hvilke standpunkter politikerne har, og det pacificerer det den demokratiske debat. Jeg tror generelt, at danskerne er ved at være trætte af den form for diskussion, siger han og tilføjer, at både politikerne og medierne har et ansvar for at vende tendensen.

Vælgerne bliver passive tilskuere

Heidi Jønch-Clausen, der er adjunkt ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, er enig i at debatten er et eksempel på, at tonen i den politiske debat har ændret sig.

Hun fortæller, at det kan være medvirkende til, at politikerne nu ligger nederst i troværdighedsmålingerne. Men hun fortæller også, at andre vælgergrupper ser det som befriende, når en politiker kalder en spade for en spade.

- Vi så det med Johanne Schmidt-Nielsen, da hun sagde, at regeringen pissede på vælgerne, da den lavede en skattereform med de borgerlige partier. Det kom fra hjertet, men en politiker kan ikke slippe af sted med at gøre det for mange gange, siger Heidi Jønch-Clausen.

Desuden fortæller hun, at forskningen beviser, at journalisterne skruer op for den retoriske kamp i medierne, og at sprogbruget generelt er blevet mere blodigt. Og det smitter også af på den politiske debat og hos vælgernes opfattelse af debatten.

- Demokratiet er afhængig af dansen mellem politikeren og journalisten, hvor det er journalisten, der skal føre dansen. Men når det mere ligner en kamp, gør det vælgerne til passive tilskuere, fordi det mere ligner et teaterstykke, der udspiller sig, siger Heidi Jønch-Clausen.

Clement: Programmet handlede netop om tonen

Clement Kjersgaard, der er vært på ’Debatten’, er enig i, at der er kommet mere mudderkastning på Christiansborg. Men han fortæller, at programmet netop handlede om den mere forfladiget politiske debat.

- Yahya Hassan bruger et timelangt pressemøde på at kritisere politikerne på Christiansborg. Han møder i ’Debatten’ en politiker fra Christiansborg. Søren Espersen siger, at Yahya Hassans tone er værre end den, de anvender på Christiansborg. Og Yahya Hassan svarer på det.

Bidrager ’Debatten’ så ikke til den tone?

Altså, det at vi dækker problemet bidrager til problemet? Det mener jeg ikke. Vi lavede en times tv om tonen i den politiske debat, så hvis der er én journalist, der i denne uge har gjort en indsats for at rydde op i den politiske debat og har taget vælgernes politikerskepsis alvorligt, så er det mig, siger Clement Kjersgaard.