Ekstra Bladet har fået nok af Nationen

Den store opbakning til DF ved valget blev en øjenåbner for Ekstra Bladets chefredaktør. Nu får Nationen ikke lov til at stå uimodsagt.

- Det er fint nok, I må debattere med hinanden på Nationen. Men vi gider ikke høre på jeres vrøvl, vi går op imod det, siger Poul Madsen i Mennesker og medier på P1. (© DR)

Det skal ikke længere være muligt at sige en masse vrøvl i Ekstra Bladets grovkornede debatunivers Nationen uden at blive modsagt i bladets spalter og på lederplads.

Chefredaktør Poul Madsen, der tidligere har omfavnet Nationen med ordene ”Kære Nationen, vi elsker jer. I kan bestemt være grænseoverskridende, kværulantiske og totalt for meget, men I er en del af Ekstra Bladets sjæl”, vil nu spidse pennen over for synspunkter, han og bladet ikke kan stå inde for.

- Det, der er opgøret i al sin enkelhed, er at sige: Det er fint nok, I må debattere med hinanden på Nationen. Men vi gider ikke høre på jeres vrøvl, vi går op imod det, siger Poul Madsen i Mennesker og medier på P1.

Vil fjerne frygt

Poul Madsen håber, at han ved at gå op imod det værste vrøvl, kan være med til at pille noget frygt ud af danskerne. En frygt, han mener kom til udtryk ved Dansk Folkepartis store sejr ved folketingsvalget i juni.

Kort forinden havde DR sendt programmet ”Da krigen kom til Toftlund”, hvor den sønderjyske by med 4.000 indbyggere fik til opgave at huse 100 flygtninge fra Syrien og Eritrea.

- Det ser sådan set ud til, at alt går godt. Alligevel får DF et jordskredsvalg i Toftlund. Så nedenunder den der facade, som bygges op i mange medier, bl.a. DR, om at nu skal vi forstå hinanden, så er der en manglende forståelse, siger han.

Vil rumme debatten - men ikke tages til indtægt for den

Men målet er ikke at lukke ned for den grovkornede debat, for så finder den bare et andet sted at udfolde sig.

Det er det, man ser i Sverige, siger Poul Madsen, hvor debatten foregår i nogle hemmelige rum og er meget grovere. Løsningen er derfor ikke at ekskludere debatten.

- Det, jeg gerne vil opnå, er, at Ekstra Bladet kan rumme denne her debat. Men vi vil ikke tages til indtægt for den. Vi vil gerne debattere med dem, der er fuldstændig anderledes end dem, man finder i spalterne hos Politiken eller TV2. Vi vil bare ikke erklære os enige med dem.

- Meld jer nu ind i virkeligheden

Konkret betyder det, at Nationen skal have at vide, at det ikke nytter noget at bygge et hegn ved Rødby Havn som det, de bygger i Ungarn. De skal vide, at man ikke kan melde sig ud af virkeligheden, siger Poul Madsen.

Og til debatten om, hvorvidt flygtningene i virkeligheden er flygtninge eller bare kommer til Danmark og Skandinavien for bekvemmelighedens skyld, er der også et svar. Man glemmer nemlig, hvad det er, de flygter fra:

- For os handler det om at sige: Prøv og hør, I kan godt mene, at det er forkasteligt, at en flygtning har en mobiltelefon. Men det har hele verden, og det betyder ikke, at der ikke kan falde bomber ned i hovedet på personen med en mobiltelefon. Altså, prøv nu lige at melde jer ind i virkeligheden, siger han.

Facebook er synderen

Poul Madsen mener ikke, at Ekstra Bladet har et særligt ansvar for, at tonen er blevet så grov, ved gennem så mange år at have huset Nationen uden at tilbagevise urigtige påstande eller gå i rette med det, han i dag kalder ”vrøvl”.

- Jeg mener, alle i Danmark har været med, både de hellige og vi, der ikke har været hellige, har været med til at understøtte, at man kunne sige nogle flere ting.

- Men den største synder er Facebook. Det, folk siger på Facebook, er fuldstændigt uimodsagt.

Ekstra Bladet har et nyt debatforum på vej med navnet ”Opinionen”, hvor man ikke kan optræde anonymt, som man kan på Nationen.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1053361448047712