Engelsk tv: Pirat i DR-dokumentar var i virkeligheden skuespiller

En af piraterne, som medvirkede i en dokumentar vist på DR i 2010 står nu frem og fortæller, at han aldrig har været pirat, men blot er skuespiller.

En pirat, som medvirkede i tv-dokumentaren 'På rejse med kamera og Kalashnikov - piraternes kyst', som blev vist på DR2 den 2. februar 2010, afslører nu sig selv som skuespiller.

Faktisk vidste han slet ikke, at han medvirkede i en dokumentarfilm, og samtidig vidste DR ikke, at den falske pirat angiveligt var en betalt skuespiller.

- Fixeren fortalte os, at det var en fiktionsfilm, siger piraten, som er anonym, til Channel 4-News.

Skuespil for penge

- De hvide mænd ville have det, og vi blev betalt. Vi spillede skuespil, for filmen skulle se realistisk ud, siger piraten.

Channel 4 har interviewet den falske pirat i Kenyas hovedstad Nairobi og skriver, at piraten aldrig har været i Somalia.

- Der er ingen pirater her, siger piraten.

Pirat-industri

Alligevel er han langt fra den eneste fra Kenyas hovedstad, som har optrådt i europæiske og amerikanske medier og foregivet at være pirat.

Ifølge en anden falsk pirat, som Channel 4 har talt med, er der tale om en mindre industri, hvor en fixer kræver penge af udenlandske journalister for at skaffe dem interview med pirater. Men piraterne er ofte blot skuespillere, som gladeligt stiller op for en del af fixerens fortjeneste.

For DR er det dog ikke et problem, at en enkelt pirat i dokumentarfilmen, der blev vist på DR2, i virkeligheden slet ikke var pirat.

Ægte pirater stiller ikke op

- At en ud af mange pirater i Rasmus Krath's dokumentar er skuespiller, ændrer ikke ved filmens overordnede troværdighed, siger Mette Hoffmann Meyer, DR-redaktør for eksterne dokumentarer til DR Nyheder.

- Præmissen for Rasmus' dokumentar er ikke, at der findes pirater i Somalia. Præmissen er at skabe en forståelse af samfund som Somilia og Kenya, hvor der både er pirater, fattigdom og desperation, siger Mette Hoffmann Meyer.

For den falske pirat er det svært at forstå, at nogle overhovedet troede på, at han var pirat.

- Hvorfor ville en pirat optræde i en film? Pirater har penge nok? De har ikke tid eller interesse i at fortælle deres historie til de hvide mænd for penge, siger den falske pirat til Channel 4-News.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk