Eurovision-arrangør: Vi er gået betragteligt over budget

Eurovision ser ud til at sende en ekstraregning til skatteyderne på 96,7 millioner kroner, skriver Metroxpress. Projektselskabet bag showet kan ikke bekræfte det høje beløb.

Conchita Wurst vandt dette års Eurovision i Københavns gamle B&W-væft, der var blevet omdannet til en tv-klar scene og koncertsal. Ombygningen har dog kostet langt mere end beregnet. (Foto: Jakob Boserup © Type 1)

Selvom Eurovision-showet for længst er veloverstået, så har festlighederne fået et kedeligt efterspil takket være en mulig ekstraregning til skatteyderne på 96,7 millioner kroner. Det skriver Metroxpress, der er kommet i besiddelse af et foreløbigt regnskab fra den 15. juni.

Det viser, at selskabet bag Eurovision, projektselskabet Host City Copenhagen, har overskredet sit budget med over 70 millioner kroner, hvilket betyder, at den samlede regning til skatteyderne ender på 96,7 millioner kroner, skriver avisen."Det er ikke professionelt"Metroxpress har fået tre revisorer og en økonom til at gennemgå regnskabet, og de siger enstemmigt, at regnskabet ikke hænger sammen.Registreret revisor Thorbjørn Helmo Madsen undrer sig over, at der er regnet så meget forkert på, hvad det koster at renovere det gamle B&W-værft, og ifølge økonom Lise Lyck har selskabet manglet en professionel økonomisk ledelse:- Der er simpelthen for stor forskel på budget og realiserede tal. Det er ikke professionelt. Det er et meget primitivt budget, der ser ud til at indeholde for mange gæt frem for begrundede antagelser, siger hun til avisen.Frustreret politiker venter på svarOgså Mette Abildgaard, der er konservativ leder i Region Hovedstaden, kalder det en "ekstrem voldsom budgetoverskridelse", hvis tallene holder vand.

- Vi har som politikere én gang bevilget ekstra penge til melodigrandprix'et, og der sendte vi et meget klart signal om, at vi absolut ikke var villige til at bevilge flere penge. Derfor gik man (Host City Copenhagen, red.) til DR og lånte penge, og udover det viser det sig nu, at der er det her underskud, siger hun til DR Nyheder.Mette Abildgaard er frustreret over, at "politikerne ikke har kunnet gøre så meget i denne sag". Derfor ser hun frem til at få et svar fra Wonderful Copenhagen om, hvordan det kunne gå så galt med budgettet. Projektselskab bekræfter budgetskredEmil Spangenberg, der er pressechef for projektselskabet Host City Copenhagen under Wonderful Copenhagen, afviser dog det høje beløb, der er kommet frem i dagens udgave af Metroxpress, i en mail til DR Kultur:- Projektselskabets ledelse kan ikke bekræfte Metroxpress' oplysninger som et endegyldigt resultat af Eurovision-produktionen.

Han erkender dog, at budgettet er skredet gevaldigt, men peger også på, at meget kan ændre sig, da regnskabet ikke er lukket endnu.- Det er korrekt, at etablering og drift af B&W-arenaen er gået betragteligt over budget, men der er mange mellemregninger mellem arrangørerne, som skal foretages, før det endelige regnskab kan lukkes, og der er konstruktiv dialog mellem parterne herom. Der er desuden ved at blive udarbejdet en nærmere redegørelse om budgetoverskridelserne, som ventes færdig til august. Derudover har Host City Copenhagen ikke yderligere kommentarer til den igangværende proces.

Facebook
Twitter