Facebook melder sig i nyhedskrigen: Lancerer ny app

Samarbejde med Washington Post og tv-netværket CBS skal lokke brugere til Facebooks nye app for nyheder.

De sociale medier er blevet den primære nyhedskilde for flere. Derfor vil Facebook lancere en nyhedsapp. (Foto: LUONG THAI LINH © Scanpix)

Der er godt nyt på vej for nyhedshungrende, som jagter de seneste nyheder på deres smartphone eller tablet.

Facebook lancerer nemlig i næste uge en selvstændig app med indhold fra amerikanske mediegiganter som avisen Washington Post, tv-netværket CBS og sågar modemagasinet Vogue.

Det skriver Financial Times, som har talt med kilder, der har kendskab til forløbet. Facebook har afvist at kommentere udmeldingerne.

App'en hedder Notify og har digitalt indhold samt skrift- og videoindhold fra de førnævnte selskaber foruden amerikanske Mashable, CNN og Comedy Central.

Brugeren af app'en kan abonnere på nyhedsmedier, og man modtager notifikationer, når der er banebrydende nyt. Dermed håber Facebook på at blive den vigtigste kilde for de seneste nyheder på internettet.

Ifølge en rapport fra State of the News Media tidligere på året får 39 ud af 50 amerikanske netmedier mere trafik via mobiltelefoner end computere.

Hver fjerde siger ifølge en rapport fra Reuters Institut, at de bruger deres smartphone som den primære kilde til nyheder. En stigning på 20 procent i forhold til året før.

Apple og Twitter har også lanceret tiltag, der samler nyheder på nettet.

/ritzau/

Facebook
Twitter