Fair eller fejt? Krasnik-interview med Hedegaard vækker debat

Nogle fandt det forrygende. Andre kalder det ulødigt og karaktermord for åben skærm. Martin Krasniks interview med Lars Hedegaard i Deadline deler vandene.

I en halv time søndag aften interviewede Martin Krasnik den omstridte debattør Lars Hedegaard. (© DR)

Søndag aften rullede et interview over skærmen på DR2, der har fået seerne til tasterne for at skrive læserbreve, kommentarer eller indlæg på Facebook og Twitter.

Interviewet har delt vandene. Nogle kalder det karaktermord, smagløst og revolverjournalistik. Andre hylder det med ordene eminent godt, skarpt og forrygende.

Det er interviewet i Deadline mellem journalist Martin Krasnik og den islamkritiske debattør Lars Hedegaard, der er centrum for debatten.

Du kan se eller gense interviewet øverst i artiklen eller via dette link.

Knockout for åben skærm

Det var det første længere interview, Lars Hedegaard havde sagt ja til at deltage i, siden han blev forsøgt dræbt ved sit hjem på Frederiksberg i februar.

Om det så var en god ide at stille op, er der flere på de sociale medier, der stiller spørgsmålstegn ved.

Her er langt de fleste nemlig enige om, at Martin Krasnik havde overtaget interviewet igennem.

- Jeg har set mange hårde tacklinger gennem årene, men Krasnik flækker jo decideret Hedegaard i det her interview, skriver Kenn Hansen på Twitter.

Mens Henrik Larsen giver denne analyse i et tweet:

- Såfremt man kan benytte bokse-analogien, så var det et knockout.

Ført bag lyset

Det var dog ikke Lars Hedegaards egen skyld, at han blev slået ud af Krasnik. Det mener flere, der er kommet den omstridte debattør til undsætning efter interviewet.

Opbakningen kommer blandt andet fra Søren Krarup (DF) og Katrine Winkel Holm, der grundlagde Trykkefrihedsselskabet sammen med Lars Hedegaard i 2004.

Katrine Winkel Holm skrev mandag på Facebook, at Lars Hedegaard i interviewet blev "tæppebombet med anklager, absurde beskyldninger og Krasniks egne mistænkeliggørende ræsonnementer."

Herefter forklarede hun, hvordan Krasnik har ført Hedegaard bag lyset ved at gengive en mail, som Krasnik sendte til Hedegaard forud for interviewet.

I mailen står:

Jeg er en stor beundrer af din vedholdenhed og dit mod til at sige din mening! Det glæder mig utroligt meget, at du klarede det kujonagtige, rædsomme angreb på dig og er konstant forundret over den udbredte, manglende evne til at bakke dig klart og tydeligt op. Det ville være helt fantastisk og interessant at have dig i programmet til et langt interview.

Katrine Winkel Holm pointerer, at den "sleske attitude" var væk, da Krasnik endelig havde fået Hedegaard i studiet.

Mordforsøg

I en kronik under overskriften "Krarup: Mordforsøg for åben skærm" i Berlingske mandag gengiver Søren Krarup også Krasniks mail.

Krarup skriver, at han ud fra mailen har en forventning om, at interviewet vil blive, hvad han kalder en lødig samtale, hvor "Lars Hedegaard for en gangs skyld vil få mulighed for at udtale sig sammenhængende og klart om sit anliggende.

Men interviewet udvikler sig til alt andet end en lødig samtale, hævder Krarup. Han mener, at Martin Krasnik indtog rollen som afhøringsofficer frem for kritisk journalist, og at interviewet var et "åbenlyst og underlødigt forsøg på at karaktermyrde Hedegaard foran seerne".

Han skriver, at Krasnik kom med mistænkeliggørende påstande, og at han ikke lod Hedegaard komme til orde.

Delte reaktioner

Reaktionerne på Søren Krarups kronik på b.dk er delte. Nogle bakker Søren Krarup op, mens andre stiller sig bag Krasnik.

Kit Louise Strand skriver mandag, at:

- Krasniks interview var smagløst, skammeligt og dybt useriøst. Hvis ikke det var, fordi han var ansat på DR, hvor man samler på alle disse blævrende opportunister, burde han have haft et spark ud.

Torben Hansen langer også ud efter Martin Krasnik:

- Der findes mange intelligente og dygtige røde lejesvende på DR, men Martin Krasnik er så absolut ikke en af dem. Hans ubegavede revolverjournalistik har fuldstændig dræbt et lydigt og godt program som Deadline, hvor man ellers har tilstræbt en lidt højere journalistisk kvalitet, skriver han.

Hedegaard i defensiven

Fra den anden holdningsfløj lyder et par af kronikkens kommentarer sådan her:

- Jeg ved ikke om Søren Krarup havde forestillet sig en mikrofonholder for Lars Hedegaard. Så forstår jeg selvfølgelig godt, at han blev skuffet over, at Lars Hedegaard i stedet sad over for en journalist, som havde sat sig ind i tingene og i den grad udførte den journalistiske disciplin til fulde med kritiske spørgsmål, som Lars Hedegaard fik lov til at svare på, skriver Daniel Prehn.

Mens Daniel Jensen pointerer:

- Egentlig hader jeg, når journalisten har planlagt en argumentationskæde, som han fyrer af, selvom interviewpersonen benægter udsagnene. Til gengæld burde en mand som Hedegaard, som selv hævder at være ekspert på Islam, have godt nok styr på sin baggrundsviden til at kunne forsvare sig, når han offentligt kommer med så alvorlige beskyldninger om muslimske sammensværgelser.

Ros på Facebook

På Facebook og Twitter går størstedelen af opbakningen til Krasnik, og flere roser modsat Winkel Holm og Krarup hans måde at interviewe på. Barbara Læssøe Stephensen skriver for eksempel på Facebook:

- Ok, jeg er ikke den eneste, der mener, at Martin Krasnik var en ligefrem stjerne i gårsdagens deadline: så saglig, så skarp, så rolig og dog så personligt engageret, og så fair.

Deadline afviser

Mandag aften afviste chef fro Deadline Heidi Robdrup påstandene om, at Lars Hedegaard skulle være blevet ført bag lyset.

Samme dag, som interviewet i Deadline, havde redaktionen en halv times telefonsamtale med Hedegaard og en halv times samtale i studiet, før optagelsen begyndte.

- Her understregede Martin Krasnik flere gange, at der var tale om et kritisk interview med Krasnik selv i rollen som Djævelens advokat. Til det svarede Lars Hedegaard: "Du kan spørge mig om hvad som helst", siger Heidi Robdrup.

Facebook
Twitter