Fem podcasts fra DR med en god historie

Du kan hente mere end 400 forskellige podcasts fra DR. Her er fem radioprogrammer, hvis gode historier gør sig godt i et par hovedtelefoner.

Podcast-udbuddet fra DR på dr.dk.
På dr.dk/podcast ligger der over 400 podcasts og venter på at blive hentet og hørt. (Foto: screendump)

Nedenfor har vi samlet fem bud på radioprogrammer, hvis gode historier gør dem særligt egnede til at at høre som podcasts i et par hovedtelefoner.

Der er tale om et ganske lille udpluk: DR har podcasts liggende fra over 400 programmer og programserier, som du kan gå på opdagelse i på dr.dk/podcast.

Der er også rigtig mange andre, der laver gode podcasts. Politiken bragte for nylig denne gode vejviser til en række

både danske og udenlandske podcasts.

Radiofortællinger

Radiofortællinger er krøllede og personlige historier om det utal af forskellige slags begivenheder, et menneskeliv byder på. Det er historien om Jonas, der vågner op en dag med kolossale tømmermænd og hjemmetegnede tatoveringer over det hele. Eller om Mie, der stikker af fra sine gymnasiekammerater i en kano. Og mange, mange flere. Med en varighed på 27 minutter pr. udsendelse er programmet oplagt på vej til og fra arbejde.

Du finder alle programmer på dr.dk/p1/radiofortaellinger

Feature

Feature er gode historier fra virkeligheden, fortalt med fiktionens virkemidler. Det er historien om, hvad der sker når en gruppe syriske flygtninge flytter ind på en gammel indremissionsk skole i sønderjyske Sommersted. Eller om, hvordan det er at miste begge sine forældre til AIDS-døden og vide, at man nok selv skal samme vej - men så blive reddet af medicin, som Thomas Buttenschøn har oplevet det.

P1 Dokumentar

P1 Dokumentar er undersøgende journalistik og væsentlige historier. Det er historien om, hvordan vietnamesisk mafia driver skunk-farme i Udkantsdanmark, og hvordan det blandt andet har resulteret i et lig en jysk gylletank.

Panorama

Panorama er rejsebreve fra hele verden. Har man ikke tid til at tage på ferie, kan man hente sig en god bunke Panorama-udsendelser, og så drømme sig bort til Albanien, Californien eller Jerusalem. Rejsebrevene er ikke lutter lækre ferieminder: det kan for eksempel handle om, hvordan den ‘Agent Orange’-gift, som amerikanerne kastede ned over Vietnam under Vietnam-krigen, stadig påvirker vietnamesere. Med en længde på blot et lille kvarter, kan man lytte Panorama næsten alle vegne.

Alle rejsebreve ender her: dr.dk/p1/panorama

Radiodrama

Programmerne ovenfor er allesammen dokumentariske, og handler altså om virkeligheden. Men en god historie behøver jo ikke nødvendigvis at være fuldstændig sandfærdig, for at være god. Fiktive historier kan man få sit skud af med radiodrama. Seneste forestilling hedder ‘Sneblind’, og handler om en far, der efterlader sin søn i en snedrive i Norge og efterfølgende rodes ud i en lang og ubehagelig løgnehistorie. Radiodrama-forestillingerne kommer typisk i en tre-fire afsnit af en halv times varighed.

Gå i teateret kun med ørerne på dr.dk/radiodrama

Facebook
Twitter