Finsk radio læser Koranen op i sin helhed

I 60 udsendelser vil finsk radio læse Koranen op fra start til slut. Det skal skabe større viden og forståelse, siger redaktionschef bag.

Den finske public service-station YLE vil i løbet af 60 udsendelser læse Koranen op fra start til slut. Første udsendelse bliver sendt den 7. marts.

’I den nådige og barmhjertige Guds navn’

Sådan lyder den første linje i Koranen* og dermed også indledningen på et nyt program på YLE radio 1 - den finske pendant til DR's P1. Her vil man i løbet af 60 udsendelser læse Koranen op i sin helhed.

- Jeg er af den overbevisning, at hvis man har mere viden, så vil man også have mere forståelse. Verden over bliver der sagt utrolig meget om, at der står sådan og sådan i Koranen. Vi vil gerne give helt almindelige finner mulighed for at høre, hvad der rent faktisk står i Koranen, siger redaktionschef på YLE radio 1 Kaj Färm til DR Nyheder.

- Det er derfor, vi læser den op i sin fulde længde og ikke udelader noget, siger han.

Hvordan og ikke mindst hvorfor? Ideen til programmet opstod, da der udkom en finsk nyoversættelse af Koranen. Fra tanke til handling var der dog en del overvejelser.

- Vi var nødt til virkelig at tænke os godt om, hvordan vi ville gøre det og ikke mindst hvorfor, vi ville gøre det, siger redaktionschefen.

For "at undgå misforståelser" blev det muslimske samfund i Finland taget med på råd. De var positive men forslog, at der medfulgte en uddybning til oplæsningen. Hver udsendelse bliver derfor indledt med en introduktion til den tekst, der skal læses af den kendte finske imam Anas Hajjar og professor i Islam-studier Jaakko Hämeen-Anttila. Sidstnævnte har også stået bag den oversættelse, som bliver benyttet.

Vækker bekymring Programmets koncept blev først offentlig kendt i Finland mandag, men har allerede vakt stor debat, fortæller Kaj Färm.

- Utrolig mange er positive, men der er også en vis bekymring. Nogle mener, at Finland udelukkende skal være et kristent land. Men det er Finland ikke.

- Andre er bange for islamistiske bevægelser, og om programmet kan vække deres vrede.

Jeg forstår deres frygt, og det er grunden til, at vi har haft en meget åben dialog med det muslimske samfund i Finland, siger Kaj Färm og tænker et par sekunder, før han fortsætter.

- Jeg tror virkelig, at det kommer til at være en meget positiv ting.

Viden skaber forståelse Oplæsningen sker i programmet 'Koraani', som skal sendes lørdag og søndag eftermiddag og også kan hentes som podcast efterfølgende. Første udsendelse bliver bragt den 7. marts og redaktionschefen forventer omkring 100.000 lyttere.

- Men det handler ikke om, hvor mange, der lytter til udsendelserne nu. Det er et kulturelt projekt, der vil vare til evig tid, siger Kaj Färm.

Han håber, at programmet vil skabe større forståelse mellem folk.

- Vi har en ret afslappet situation i Finland, og vi har ikke haft nogen større problemer mellem befolkningsgrupper. Men vi er ikke en ø, siger han.

En af grundene til, at Finland har undgået større problemer er, at minoriteterne i landet er meget små.

- Vi er også et meget tolerant land – det ved jeg godt, at I også er i Danmark og Sverige – men det her er et lille forsøg på at fastholde den tolerance.

*I Ellen Wullfs oversættelse fra 2006.

Facebook
Twitter