"Til alle mine kære. Det fantastiske evige liv fik jeg ikke, -nok heller ikke andre! Mine kæreste (…) Tak for livet I gav mig, uden jer var mit liv fattigt - uden jeres hjælp og kamp var livet ikke værd at kæmpe for."
Sådan lød begyndelsen af Tove Pedersens selvskrevne dødsannonce, som blev bragt i Dagbladet Holstebro-Struer den 24. november sidste år.
Tre dage før annoncen blev trykt, døde hun på Anker Fjord Hospice efter et længere sygdomsforløb, som gav hende mulighed for selv at forberede den sidste hilsen.
Døden skal formes
Tove Pedersen er langtfra den eneste, der selv har valgt at formulere de sidste ord.
Det fortæller Michael Hviid Jacobsen, der er sociologiprofessor og forsker i begravelseskultur ved Aalborg Universitetet, til Kristeligt Dagblad.
Ifølge ham dukker selvskrevne dødsannoncer langt oftere op i de danske aviser end for bare 10 år siden.
- I en kultur som vores, hvor der er fokus på identitet og på at være skaber af eget liv, er det kun naturligt og forventeligt, at man ønsker at sætte et personligt præg på sin sidste tid og eftermæle. Dødsannoncer indrykket af afdøde selv er vel et ultimativt eksempel på, at vi ikke bare i livet, men også i døden forsøger at forme et særligt indtryk af os selv - en slags personligt sidstehåndsindtryk, mener Michael Hviid Jacobsen.
Flere selvskrevne annoncer på vej
Martin Høj leder hjemmesiden afdoede.dk, der leverer dødsannoncer til aviser. Han støder månedligt på to-tre eksempler på, at en afdød har været tidligt ude og selv skrevet sin dødsannonce.
Også Landsforeningen Liv&Død oplever fænomenet med jævne mellemrum, fortæller sekretariatschef Kirsten Søndergaard.
Selvom de fleste dødsannoncer stadig bliver skrevet af pårørende, vil tendensen med de selvskrevne afskedsord sandsynligvis vokse. Det vurderer antropolog Naja Genet May, der har skrevet speciale ombegravelseskulturer.
- Det at skrive sin egen dødsannonce går meget godt i tråd med, at vi gerne vil skille os ud. Jeg tror helt bestemt, vi kommer til at se mere af det fremover," siger hun.
De selvskrevne dødsannoncer indeholder primært en tak til efterladte, plejepersonale og lignende. Ofte bliver de også brugt til at udtrykke et sidste budskab fra den afdøde.