Forsker: Danske journalister er ukritiske over for amerikansk ambassadør

En varm og imødekommende hundeelsker. Blandt andet sådan beskrives USA's ambassadør, Rufus Gifford, i de danske medier. (Foto: Dr © dr)

Den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, optræder ofte i de danske medier. Tidligere på året sendte DR3 anden sæson af Ambassadøren fra Amerika og i sidste uge udkom en ny biografi om den amerikanske ambassadør.

Der fortælles om hans rige familie, hans homoseksualitet og ambassadøren betegnes som en karismatisk og imødekommende hundeelsker.

Men de danske medier er alt for betagede af ambassadøren og glemmer helt at stille ham kritiske spørgsmål. Det siger seniorforsker Hans Mouritsen fra Dansk Institut for Internationale Studier til Kulturknuserne på P1.

- Han skal behandles som det, han er. Han er et sendebud, og han repræsenterer USA og USA's udenrigspolitik. Det skal man huske, så det hele ikke bare kommer til at handle om hans personlige agenda, som jo er ting omkring giraffer og hans syn på homoægteskaber. Man skal huske at holde fokus på, hvad det er for en mand, vi har med at gøre, siger han.

Hvad med NSA og droneprogrammet?

Seniorforskeren møder opbakning hos Mads Brügger, der er programchef på Radio24syv.

Mads Brügger mener sagtens, de danske journalister kunne finde på noget kritisk at spørge Rufus Gifford om i hans rolle som repræsentant for USA.

- Det er som om, man glemmer, at han repræsenterer USA og amerikanske interesser. Rufus Gifford bliver aldrig spurgt til NSA, det amerikanske droneprogram eller andet i den mere kritiske ende, siger han i P1.

- Ambassadøren er 'sådan en dejlig mand fra tv'

I programmet Kulturknuserne var emnet oppe til debat, og her var Politikens TV-redaktør, Henrik Palle, også meget kritisk over for de danske mediers tilgang til ambassadøren.

- USA er et land der har dødsstraf, USA er et land, der er ligeglad med international miljølovgivning, og USA er et land, der på mange måder har nogle barbariske samfundsmekanismer, som vi som danskere godt kunne forholde os kritiske til. Men det lader vi være med, fordi ambassadøren er sådan en dejlig mand, som vi tit ser i fjernsynet, siger Henrik Palle.

Facebook
Twitter