Heftig debat efter serie om sociale bedragere: Kommunen er amatørdetektiver

Nyt program om socialt bedrageri på DR har skabt en heftig debat.

Billede fra Aktion socialt bedrageri. (© DR)

Efter DR mandag aften sendte første afsnit af 10 om kommuners indsats mod sociale bedragere i Danmark, er der startet en heftig debat på DR's debatside og Facebook-side.

Her er folk dybt uenige om programmet og kommunerne er gået over stregen i jagten på folk der snyder systemet.

En af de seere, der er kritisk over for de metoder, som blandt andet Næstved Kommune ses bruge i programmet, er May-Britt Vestergaard Knudsen.

Amatørdetektivarbejde

Hun henviser til et sted i første udsendelse, hvor en enlig mor bliver opfordret til at skrive under på, at hun fra dags dato ikke er enlig mere, for "ellers går de bare længere tilbage og undersøger".

- Socialt bedrageri skal bekæmpes, men det skal være med ordentlige regler, borgerne kan forholde sig til, og det skal være under ordnede forhold og ikke underlagt en tilfældig sagsbehandlers amatør detektivarbejde, skriver hun.

Programmet, der sendes hver mandag aften de kommende mandage, tager udgangspunkt i de op mod 10-12 mia. kroner, som statskassen hvert år bliver snydt for som følge af fejl og fusk med offentlige udbetalinger.

Inhabile kommuner

I programmet kan man kigge med bag facaden og se, hvordan kommunerne kommer det sociale bedrageri til livs ved at undersøge borgere og virksomheder, ved at sætte såkaldte kontrolgrupper til at undersøge virksomheder og borgere indgående.

En anden skeptisk seer, som også finder kommunernes sagsbehandling meget enstrenget i eksempelvis "enligsagerne", er Otto Jørgensen. Han finder det problematisk, at kommunens kontrolgruppe både er dem der undersøger sagen, udspørger borgeren, bedømmer sagen og til sidst træffer en afgørelse.

- I andre sager vil de involverede myndigheder blive dømt inhabile. Dertil kommer at lovgrundlaget ikke er særligt konkret og derfor åbent for alle mulige fordrejende fortolkninger af kommunens kontrolgruppe, forklarer han.

Fremgangsmåden er ok

Men langt fra alle er harme over, at kommuner går hårdt til værks over for folk, der modtager ydelser fra det offentlige. Det er simpelthen en nødvendighed, udtrykker han.

Fremgangsmåden, som kommunerne bruger, er helt ok. Folk er glatte som ål, når de kommer til afhøring og mange lyver - derfor er kontrolgrupperne nødsaget til at være skrappe også over for dem, der måske taler sandt, skriver han.

Seerne diskuterer primært et af eksemplerne i tv-indslaget, hvor Næstved Kommune forsøger at finde ud af, om en enlig mor i virkeligheden er enlig. Kommunens afgørelse beror på en vurdering af, om hun lever i et "ægteskabslignende forhold" - et begreb, der kan fortolkes meget bredt, og det er et stort problem, pointerer en anden seer.

Deltag i debatten

- Hvor langt inde i et romantisk forhold skal man kontakte kommunen og fortælle om det? Jeg er i den grad imod socialt bedrageri, men synes godt nok, at de eksempler vi så i programmet var FOR tynde, skriver Sidsel Marie.

Hvis du ikke fik set programmet mandag, kan det genses her. Og du kan også deltage i debatten på DRs debatside her.

Facebook
Twitter