Se og Hør-sagen

Henrik Qvortrup skal i fængsel i Se og Hør-sagen

Byretten idømmer den tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup tre måneders ubetinget og et års betinget fængsel.

Tidligere chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup, da han ankom til Retten i Glostrup tidligere i dag forud for dagens domsafsigelse. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Byretten idømmer tidligere chefredaktør på Se og Hør Henrik Qvortrup tre måneders ubetinget fængsel og et års betinget fængsel i Se og Hør-sagen.

Sådan lyder det fra Retten i Glostrup.

Henrik Qvortrup idømmes også 200 timers samfundstjeneste.

- Den 53-årige tidligere chefredaktør blev idømt fængsel i et år og tre måneder, hvoraf tre måneder skal afsones nu, mens den resterende del blev gjort betinget med vilkår om 200 timers samfundstjeneste, står der i domsresuméet fra Retten i Glostrup.

Den hårdeste straf går til den såkaldte tys-tys-kilde Peter Bo Henriksen, der får et år og seks måneders ubetinget fængsel for sin rolle i Se og Hør-sagen.

Den tidligere Se og Hør-chefredaktør Kim Henningsen idømmes et års betinget fængsel.

Tidligere chefredaktør Per Ingdal bliver frikendt.

Samtidig dømmer byretten de tidligere Se og Hør-journalister Ken B. Rasmussen og Kasper Denager Kopping fire måneders betinget fængsel.

Se dommer Mette Lyster Knudsen læse dommen op i Retten i Glostrup:

I alt otte personer og Aller Media A/S har været tiltalt i sagen.

Her har anklagerne lydt, at syv Se og Hør-ansatte havde forbrudt sig mod straffeloven ved uberettiget at have skaffet sig adgang til kendte og kongeliges kreditkortoplysninger gennem en ansat i IBM/Nets.

Oplysningerne blev brugt i det journalistiske arbejde og kom fra den såkaldte tys-tys-kilde, der gennem sit arbejde for IBM/NETS skaffede sig adgang til informationerne mod betaling.

Allerede i august erklærede to tidligere Se og Hør-ansatte, Lise Bondesen og Kim Bretov Jakobsen, sig skyldige i brud på straffelovens §263, medvirken til hacking, og §299, bestikkelse af privat sektor. Byretten idømte dem seks måneders betinget fængsel og samfundstjeneste. Også Aller Media A/S erkendte sig skyldig og modtog en bøde på 10 millioner kroner.

Facebook
Twitter