Her er seernes forventninger til DR3

Hvad forventer seerne af den nye TV-kanal DR3, der går i luften 28. januar? Det kan du blive klogere på her.

Hvad skal DR3 vise? Det spørgsmål har flere seere svaret på på facebook.

Danskernes holdning til TV er mildt sagt mangfoldig.

Der er dem, der ønsker masser af sport, dem der kun tænder for TV'et, når der er klassiske koncerter eller opera, og så er der dem, der både kan få tiden til at gå med Paradise Hotel og en dokumentarudsendelse om kinesisk kunst.

Forventningerne til den nye TV-kanal DR3 er da også meget forskellige - i hvert fald hvis man skal tro de kommentarer, som er kommet på dr.dk/nyheders facebook-side i løbet af tirsdagen.

- Glem alt om X-factor og Paradise Hotel lignende programmer. Spændende firma og personprogrammer. Programmer der omhandler og belyser de virkelige alvorlige problemer Danmark befinder sig. Sådan skriver Willy Jensen blandt andet om de forventninger, som han har til DR3.

Fra 15 til 39 år

Claire Kehlet håber, at DR3 vil sende film som Gøgereden og American History X, mens Lisbet Boas efterlyser god familieunderholdning. Gerne i stil med 80'er-programmet "Under Uret" hvor Hans Otto Bisgaard og Peter Larsen underholdt seerne - sidstnævnte i skikkelse af Tjener Frandsen.

Når DRHD den 28. januar skifter navn til DR3, er det for at sende programmer til en målgruppe, der primært er mellem 15 og 39 år.

I vente er blandt andet et sportsprogram med Thomas Skov, en TV-rejse til Rusland med værterne fra P3's radioprogram Monte Carlo og forskellige film og dramaserier.

Videnskabsprogrammer, dokumentarer og satire er også noget af det, der vil blive sendt på DR3

Det bedste tømremænds-tv

På facebook er der dog nogen, der ikke ser frem til at få DR3 på deres skærm. De vil nemlig savne DRHD - som den nye kanal erstatter.

Mikkel Sebastian Rosendal skriver:

- Kan vi ikke nok få lov at beholde DRHD! Det er og bliver verdens bedste tømremænds-tv. Hvis det bare startede et par timer før, så ville jeg aldrig skifte kanal.

Du kan læse mere om DR3 - og TV-kanalens programmer her. Det er altså den 28. januar, at de første programmer bliver sendt.

Facebook
Twitter