Holocaustmuseum beder besøgende droppe Pokémon-spil

Holocaust-museet i Washington kalder det "ekstremt upassende" at gå rundt og fange Pokémon-figurer på et sted, hvor man mindes de mange millioner jøder, der blev dræbt i 1930'erne og 1940'erne.

Der kommer stadig indberetninger fra folk, som følger sig generede af de mange mennesker, som har kastet sig over, det nye Pokémon Go-spil. Foto:REUTERS/Chris Helgren (Foto: Chris Helgren © Scanpix)

Lad venligst være med at jagte Pokémon-figurer på vores museum.

Sådan lyder budskabet fra The U.S. Holocaust Memorial Museum i Washington.

Museet har nemlig vist sig at være tilholdssted for nogle af de virtuelle væsner, som er en del af den meget populære Pokémon Go-applikation til smartphones.

- Vi forsøger at få museet fjernet fra spillet, siger kommunikationschef Andy Hollinger i en meddelelse.

Også på en nærliggende kirkegård har man ifølge Reuters sagt til folk, at de må finde et andet sted at være, hvis de vil bruge Pokémon-appen.

Begge steder skulle ifølge BBC være såkaldte Pokéstops, hvor man kan samle mad og medicin til sine figurer i spillet.

Park blev overrendt af Pokémon-spillere

I Australien, der var et af de første lande, hvor man kunne hente Pokemon Go, er der også meldinger om problemer med fænomenet.

I en park i Rhodes i det vestlige Sydney skulle det vrimle med gode ting til Pokemon-entusiaster. Det fandt folk tirsdag aften lokal tid ud af, men angiveligt til stor gene for naboerne, skriver The Sydney Morning Herald.

Beboere fortæller til avisen, at der var meget larm, og at folk efterlod affald. Der er endda rygter om, at folk i omkringliggende højhuse kastede vandballoner ned på Pokémon-spillerne for at få dem til at forsvinde.

En beboer siger, at politiet blev tilkaldt og uddelte bøder til folk, der havde parkeret ulovligt ved parken.

/Ritzau/

Facebook
Twitter