- Hver gang jeg hører Joachim B. Olsen udtale sig, har jeg lyst til at råbe Yes!

Hvad gør man, når man er skabshøjreorienteret i den kreative klasse? P1 Morgens nye satire har lavet en krisetelefon for folk med ilandsproblemer.

En højgravid Mille Lehfeldt, Jakob Fauerby og Laus Høybye står bag ny satire mandage og onsdage i P1 Morgen.

Hvad gør man, når man arbejder i et kunstnerisk-kreativt miljø, hvor kollegerne samler ind til flygtninge og laver bæredygtige køkkener, mens man selv går ind for topskattelettelser, begrænsning af flygtninge og kontanthjælpsloft?

Så kan måske hente hjælp i Krisetelefonen for ilandsproblemer.

- Jeg har prøvet og prøvet, men jeg er bare ikke venstreorienteret. Jeg har været ude og vinke velkommen til flygtninge, jeg har læst samtlige af Hans Scherfigs værker, jeg ser kun DR2, men der er intet der virker. Hver gang jeg hører Joachim B. Olsen udtale sig, har jeg lyst til at råbe Yes!

Anerkendende trøst

Sådan siger manden, spillet af Laus Høybye, der ringer ind til empatiske Stasia aka Mille Lehfeldt i P1 Morgens nye satireprogram Platt-form.

Og der bliver lyttet og anerkendt og givet ros og gode råd i den anden ende af linjen.

- Du er slet, slet ikke alene. Der sidder rigtig mange med abonnement på Aarstiderne og Politiken Plus derude, som i hemmelighed stemmer på Venstre og Liberal Alliance, siger hun.

Kærlige spark til samtiden

Men hvorfor skal vi nu til at have en krisetelefon for ilandsproblemer?

- I grunden er det jo dybt urimeligt, at det kun er folk, der er udsat for vold og børn, der har en krisetelefon. Helt almindelige kreative-klasse mennesker har jo også traumatiserende oplevelser og trænger til et sted, de kan ringe ind, siger tredje mand på satireholdet Jakob Fauerby med ironi i stemmen.

Og der er masser af gode, svære ilandsproblemer at tage fat på, når Platt-form hver mandag åbner for telefonen, siger folkene bag.

De kærlige spark til vores samtid henter de fra deres eget liv og fra tendenser og situationer, de observerer. Som når ens barn kommer hjem med skolefotos og ligner lort på billederne.

- Man kan tage sig selv i at sige: Er det her virkelig en krise, eller er du bare et meget, meget privilegeret, lille menneske, siger Laus Høybye.

Facebook
Twitter