Jelved: DR's Eurovision-lån var lovligt

Kulturminister Marianne Jelved er tilfreds med DR's redegørelse over Eurovision-sagen. Samtidig siger hun, at DR har loven på sin side, da man lånte penge til Projektselskabet i Wonderful Copenhagen.

DR's Eurovision-lån til selskabet under Wonderful Copenhagen, der skulle stå for klargøringen af B&W Hallerne, var lovligt. Det siger Marianne Jelved. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

DR havde lov til at låne penge til Projektselskabet under Wonderful Copenhagen, der skulle stå for klargøringen af B&W Hallerne.

Det siger kulturminister Marianne Jelved, efter at DR har præsenteret sin redegørelse af forløbet. Redegørelsen kommer efter, at Wonderful Copenhagens projektselskab har modtaget lån fra DR til at klargøre B&W Hallerne.

Det skete for at sikre, at showet blev afholdt, da udgifterne i forbindelse med klargøringen af showet blev mere end tre gange så højt som budgetteret.

DR skal overholde sine forpligtigelser

- DR har indgået kontrakt med staten om at levere programvirksomhed. Hvis DR kommer i en situation, hvor det ikke kan lade sig gøre, så skal DR begrænse sit tab og få forsøge at overholde sine forpligtelser, så programvirksomheden kan finde sted, siger Marianne Jelved.

Hun tilføjer, at lånet er lovligt, hvis der ikke er tale om statsstøtte, således at renten svarer til markedsniveauet, og at DR gør det for at sikre sin programvirksomhed.

I går fortalte Kulturen på News ellers, at DR brød loven ved at låne penge til Eurovision-selskabet, men det afviser kulturministeren altså.

- Det krævede handling fra DR for at opfylde sine forpligtigelser. Sådan som jeg ser det og forstår det, så er de gældende regler og love blevet overholdt, siger Jelved.

Efter både Wonderful Copenhagen, der står bag Projektselskabet, og DR nu har lagt hver deres redegørelser frem, mener kulturministeren, at der tegner sig et billede af en klar arbejdsdeling, hvor Projektselskabet havde ansvaret for at Eurovision kunne holdes i B&W Hallen.

DR kalder sagen for lukket

DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn er ærgerlig over, at Eurovision er endt med dette økonomiske rod. Hun betragter nu sagen som lukket.

- Ja, den er lukket på den måde, at der ikke er noget udestående mellem DR og København længere - kun at DR jo skal have de lånte penge retur, men det skal DR også nok få, siger generaldirektøren.

Hvad har DR lært af denne sag?

- Noget af det, vi har lært, er, at når det gælder store tv-produktioner som Eurovision, så skal vi være meget mere opmærksomme på, hvordan vores samarbejdspartnere organiserer sig og indgår aftaler, siger Maria Rørbye Rønn.

Jelved: Læg kontrakterne frem

Det eneste som Marianne Jelved nu savner i denne sag er, at både DR og Wonderful Copenhagen lægger kontrakterne frem for offentligheden, så der kommer klar åbenhed om, hvem der havde ansvaret for hvad og sagen kan afsluttes.

Til det siger Maria Rørbye Rønn, at rigsrevisionen allerede har anmodet om at se kontrakterne.

I redegørelsen fra DR er det kommet frem, at Projektselskabets samlede gældspost er på 37,8 millioner kroner, men at gælden tidligere har ligget på 43,4 millioner kroner. Samtidig afviser DR at have ansvar for budgetoverskridelsen.

Vi har i dag forsøgt at få fat på Wonderful Copenhagens kommunikationschef Emil Spangenberg uden held.