Jes Dorph-Petersen har fået nyt værtsjob

Den tidligere Champions League-vært vender nu tilbage til kanalen, hvor han i 20 år var Mr. News.

Jes Dorph-Petersen kan snart igen ses på TV 2, når han til sommer bliver vært på 'Go' aften Danmark'. Her er det dog et billede fra P3, hvor han har været gæst. (© dr)

Det var et jobskifte, der skabte overskrifter, da TV 2-mand Jes Dorph-Petersen efter tyve år på kanalen blev Champions League-vært hos TV 3.

Men TV 2 er og bliver den 56-årige værts hjem.

Derfor vender den populære vært nu tilbage til kanalen, hvor han efter sommerferien skal være vært på ’Go’ aften Danmark’. Programmet produceres af Nordisk Film, men vises på TV 2.

- Jeg har lige præcis den følelse i mig, at jeg skal "hjem". Min nye rolle bliver allermest at pakke dagen ind i en form, som er både skarp, venlig, direkte, munter og behagelig. Jeg har efterhånden 28 års erfaring i fjernsynet, og den rutine gør, at jeg godt tør være personlig og "bruge" mig selv i ’Go’ aften Danmark’, siger Jes Dorph-Petersen til tv2.dk.

Her skal Jes Dorph-Petersen danne fast makkerpar med Michèle Bellaiche, der har været vært på programmet i flere år.

"Stærkere end nogensinde" med Dorph

Den erfarne tv-værts genforening med TV 2 er en del af en større plan om at styrke kanalens to magasinprogrammer ’Go’ morgen Danmark’ og ’Go’ aften Danmark’.

For få uger siden kom det frem, at DR-vært Louise Wolff forlader ’Aftenshowet’ for at blive vært på TV 2’s morgenflade.

- Både Louise og Jes supplerer vores andre stærke morgen- og aftenværter på en fantastisk god måde, og med det nye hold står begge programmer stærkere end nogensinde, siger Lotte Lindegaard, kanalchef for TV 2, til tv2.dk.

Debuterede som vært i 1991

Jes Dorph-Petersen så de danske tv-seere første gang på TV 2 i 1991, hvor han debuterede som nyhedsvært – en rolle, der gav ham et image som kanalens Mr. News.

Frem til sin sidste dag som TV 2-ansat i januar 2012 havde han dog også værtopgaver i blandt andet quizprogrammet ’Hvem vil være millionær’, kriminaludsendelserne ’Station 2’ og ved en lang række store begivenheder som valg, årskavalkader og kongelige fejringer.

Facebook
Twitter